Sommerlæsning styrker børns læseevner. Selvom solen skinner, og stranden lokker mere end en bunke af bøger, så er der gode grunde til at holde fast i læsningen over sommeren.

En læseløs sommerferie har stor betydning for, hvor godt børnene klarer sig, når de vender tilbage til skolen. Sommerferien er lige om hjørnet, og dermed også seks uger uden lektier. Men en sommerferie helt uden læsning og skrivning har stor betydning for det niveau, som børnene møder op med næste skoleår. Børn, der læser i deres ferie, udvikler deres læsning, mens børn, der holder helt fri fra bogstaverne kan have sværere ved at finde tilbage i gear, når lektierne igen kalder efter ferien.

Tid til lystlæsning.

Undersøgelsen ’Børns læsning 2017’ peger på, at manglende tid er den største barriere for børn for at læse mere. Op mod 50 procent siger, at de ville læse mere, hvis de havde mere tid, og hvis deres skoledag var kortere. Derfor er det oplagt at opfordre til læsning i sommerferien, hvor børnene ikke er udfordret af et stramt skoleskema og har tid til at fordybe sig i en god bog, som de selv kan vælge uden for pensum. For opfordring og motivation er vigtig for sommerlæsningen. Læsning giver ikke kun viden og hjælp til at klare sig i skolen, men træner også børns empati og fantasi. I skønlitteratur kan de møde karakterer, som de enten kan spejle sig selv eller andre i, og det giver dem en ny forståelse for både sig selv og andre.

En nærværende og hyggelig sommer. 

Er det svært at motivere dit sommerramte barn til at læse, er højtlæsning et godt alternativ både for mindre og større børn – også selvom børnene selv kan læse. For det første kan du som forælder læse noget, som udfordrer barnet på en anden måde end de bøger, de selv kan læse. Du kan være med at give barnet nogle gode læseoplevelser, men også hjælpe dine børn til at klare sig gennem et uddannelsessystem, hvor alle fag stadigvæk kræver en form for læsning. Og så er højtlæsning oplagt som en fælles hyggestund i sommerferien, hvor man netop har tid til at være sammen og komme ned i tempo med hinanden. ”For mange børn er der meget fart på i sommerferien med udlandsrejser, legeland og masser af udendørs aktiviteter. Derfor kan højtlæsning være en god modvægt til det ræs, hvor man i stedet kan samles og være sammen som fa-milie over en hyggelig og nærværende pause. Ved højtlæsningen og læsning generelt møder barnet desuden andre ord og sætningskonstruktioner end i det talte sprog. ” siger Susanne Kjerstein Madsen, Afdelingsleder for Kultur og Uddannelse på Slagelse Biblioteker & Borgerservice.

På Slagelse Biblioteker & Borgerservice arbejder vi for at styrke børns appetit på læsning – også i sommerferien, hvor mange andre ting lokker. Her er tre råd fra vores bibliotekarer til at hjælpe sommerlæsningen på vej.

Tre gode råd til at læse over sommeren:

1. Læs sammen Gør sommerlæsningen til en fælles aktivitet, som I hygger jer om sammen, frem for en sur pligt. Måske dit barn kan læse højt for dig, eller I kan læse no-get sjovt, som I kan grine af sammen, mens I sidder i haven.

2. Lav en læseudfordring eller læseklub. I kan internt i familien lave en læseudfordring om at læse flest bøger eller en læseklub, hvor I læser den samme bog og taler om det – selvfølgelig en bog på barnets niveau. Det giver en ekstra ramme om det at læse og giver jer noget at samles om. Børn i alderen 7 – 14 år kan også deltage i vores læseudfordring Sommerbor-gen, hvor man kan vinde masser af præmier. For at deltage skal man i løbet af sommeren læse tre bøger, som man selv vælger, og lave en kort anmeldelse af den på biblo.dk.

3. Tal om det I læser. Snak med barnet om det i læser. Hvem handler bogen om? Er den spændende, hvorfor/ hvorfor ikke? Børn har brug for læsende rollemodeller, og hvis du som forælder selv læser og viser interesse for det, som barnet læser, skaber du en opfattelse af læsning som en hobby, og ikke kun en disciplin i skolen.

Slagelse Biblioteker & Borgerservise
Stenstuegade 3
4200 Slagelse
Tlf.: 58 57 57 57
Fax: 58 57 39 05
[email protected]
www.slagelsebib.dk