Optikerassistent, Anne Bagger, har været hos Louis Nielsen i 15 år, og har været med fra Louis Nielsens første åbningsdag i Slagelse. Anne fejres derfor hos Louis Nielsen Slagelse på Nytorv 10 den 7.-8 november

Optikerassistent, Anne Bagger, fejrer 15–års jubilæum, og det fejres hos Louis Nielsen i Slagelse, Nytorv 10, den 7. og 8. november. Foto: Louis Nielsen

Optikerassistent, Anne Bagger, fejrer 15-års jubilæum, og det fejres hos Louis Nielsen i Slagelse, Nytorv 10, den 7. og 8. november. 
Anne Bagger er efterhånden en kendt skikkelse i gågaden i Slagelse. Det er nemlig 15 år siden, at den dygtige optikerassistent begyndte hos Louis Nielsen. Hun begyndte hos Louis Nielsen i Ringsted i 2004, men skiftede hurtigt til Louis Nielsen i Slagelse centrum, da butikken åbnede i 2006.

Siden har hun arbejdet i butikken på Nytorv 10, og selv om hun egentlig gik på efterløn den første januar i år, kan hun ikke holde sig væk fra butikken. Hun arbejder nemlig stadig i butikken hver onsdag og lørdag, når der er brug for hende og hendes kompetencer.

– Anne er uundværlig her i butikken. Hun har været med siden vi åbnede i 2006, og derfor kender hun alt og alle. Hun er fagligt dygtig og omsorgsfuld overfor både kunder og kolleger, og det betyder rigtig meget, fortæller Jeanette Petersen, der er indehaver og chefoptiker hos Louis Nielsen i Slagelse.

Anne Bagger begyndte sin karriere i optikerbranchen i 1995. Efter knapt 10 år forskellige steder, fandt hun frem til Louis Nielsen, først i Ringsted og siden i Slagelse. Og her er hun blevet lige siden. Det er der flere årsager til.

– Hos Louis Nielsen har vi en helt særlig ånd. Vi har det virkelig godt sammen og sætter alt ind for at passe på vores kunders øjne og syn. Det kan jeg virkelig godt lide, og derfor er jeg blevet i så mange år, fortæller Anne Bagger.

Kan ikke holde sig væk
Anne er farmor til flere børnebørn, og selv om man skulle tro, det var en fuldtidsbeskæftigelse, holder hun fast i arbejdet som optikerassistent hos Louis Nielsen.

– Jeg kan ikke holde mig væk, så enkelt er det. Og heldigvis er der stadig brug for mig i butikken. Jeg er egentlig i butikken to dage om ugen, men tit har Jeanette brug for mig flere dage, fortæller Anne Bagger selv og smiler.

Jeanette Petersen indrømmer, at Anne nogle gange næsten har fuld tid i butikken henover en uge.

Jeanette Petersen, indehaver og chefoptiker hos Louis Nielsen i Slagelse, glæder sig til at fejre Anne Bagger, og håber, at mange vil kigge forbi butikken. Foto: Louis Nielsen

– Nogle gange er Anne nærmest i butikken hver dag, når vi har mange kunder og brug for ekstra hjælp, men det er til stor glæde for os alle, fortæller chefoptikeren.

Når der alligevel er lidt tid i kalenderen udenfor Louis Nielsen, bruger Anne tiden sammen med sine børnebørn, og hun er altid klar til at hente i børnehaven og disker tit op med lækkert hjemmebag. Sidstnævnte nyder Jeanette og kollegerne også godt af i butikken.

– Vi bliver tit forkælet af Anne, som ofte har en lækker kage med, som hun lige skulle afprøve som opskrift. Det klager vi bestemt ikke over, fortæller Jeanette Petersen og griner.

Fokus på fællesskab og øjensundhed
At Anne er blevet hos Louis Nielsen i 15 år er der flere grunde til: Fællesskabet i firmaet og i butikken og samtidig også Louis Nielsens fokus på øjensundhed.

De seneste år har Louis Nielsen nemlig, som den eneste optiker i branchen, fokuseret skarpere og skarpere på øjensundhed, bl.a. via et samarbejde med Dansk Blindesamfund og et helt unikt samarbejde med ti specialiserede danske øjenlæger. Samtidig har man bevaret de lave priser på både briller og kontaktlinser.

– Øjensundhed er virkeligt vigtigt for os. Det er vigtigt, at vi passer godt på vores kunders øjne og at de føler sig i trygge hænder hos os. Synet er bare så utroligt vigtigt og vi skal passe godt på det, så vi kan opleve alle de gode øjeblikke, livet byder på. Det lyder lidt frelst, kan jeg godt høre, men det mener jeg virkelig, fortæller Jeanette Petersen.

Butikken har de seneste år investeret i nye såkaldte fundus-kameraer og synsfeltscreenere, som gør det nemmere at opdage eventuelle symptomer på øjensygdomme hos kunderne ligesom butikken løbende sender medarbejderne på kursus, så de altid er opdateret med den nye viden indenfor optometri. Samtidig har Louis Nielsen oprettet et øjenlægenetværk, der sikrer, at patienter tilses og behandles hurtigt, hvis det er nødvendigt.

– Det er vigtigt at få undersøgt synet regelmæssigt, vi anbefaler en synstest hvert andet år. Nogen har måske fået det gjort, mens det for andre er flere år siden. Jeg håber, at mit jubilæum kan være anledning til, at mange kigger forbi og får undersøgt øjnene. Jeg vil glæde mig til at se alle, der kommer, fortæller Anne selv og smiler.

Fejring til gavn for kunderne
Anne bliver fejret hos Louis Nielsen i Slagelse i to dage, den 7.-8. november, og det sker med butikkens stærkeste tilbud: 50 % rabat på briller fra 795 kr.

– Anne fortjener at blive fejret, når hun har været hos os i så mange år. Hun skal mærke, at vi virkelig sætter pris på hende, fortæller chefoptiker Jeanette Petersen og fortsætter.

Jeanette Petersen håber, at mange vil komme forbi butikken den 7.-8. november og ønske Anne tillykke med jubilæet.

Del på sociale medier