Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Børnehavebørn og plejehjemsbeboere dyster til OL

26. juni 2017

Mandag den 26. juni står i sportens og fællesskabets tegn, når de ældste børn fra daginstitutionen Møllegården i Slagelse skal dyste både mod og sammen med beboere fra Alliancehaven til sommerolympiade. 64 deltagere, hvoraf de 17 er børn, dyster i gummistøvlekast, stigegolf og trillebørs-race m.m., og dagen slutter selvfølgelig med medaljeoverrækkelse til både store og små.

Det er ikke første gang, at børn fra Møllegården og beboere fra Alliancehaven får glæde af hinandens selskab, når de mødes til sommerolympiade den 26. juni. Et tæt samarbejde mellem de to virksomheder har budt på juletræspyntning og teaterforestilling, og nu er tiden så kommet til fælles olympiade med aktiviteter, hvor alle kan være med – uanset om man sidder i kørestol, går med rollator eller har lidt problemer med hukommelsen.

Dagen byder på fælles opvarmning og derefter dyst inden for gummistøvlekast, stigegolf, trillebørsrace, krolf, boccia, petanque, rickshawkørsel, rollatorfræs, klap en folkevogn fra 1968 og forskellige danse. Når sveden er tørt af panden, skal tørsten slukkes, og så er børnene fra Møllegården klar til at byde på fællessang. Det vil måske bringe lidt genkendelse, for børnene vil optræde med sange fra teaterforestillingen, som enkelte af beboere fra Alliancehaven forleden var publikum til.

– Samarbejdet omkring fælles aktiviteter giver uden tvivl både de ældre og de små nogle gode timer og oplevelser sammen. Sådan en dag er med til, at de ældre blomstrer op, når de er sammen med børnene. Fællesskabet med børnene er med til at sætte minder i gang, og kan måske også få de ældre til at huske mere fra deres egen barndom. Samtidig bliver man jo aldrig for gammel til at dyste og hygge med hinanden uanset alder, siger formand for Sundheds- og Seniorudvalget Ann Sibbern (O).

Det er dog ikke kun beboerne på Alliancehaven, som kan få glæde af at prøve aktiviteter. Alle pleje- og aktivitetscentre i Slagelse Kommune kan låne rekvisitter til aktiviteterne ganske gratis. Pårørendegruppen til demensramte lavede sidste år, i samarbejde med Slagelse Kommune en rekvisitkasse, som alle pleje- og aktivitetscentre har mulighed for at låne.

Program for sommerolympiaden
Mandag den 26. juni kl. 13.00 – 16.00
Sted: Alliancehaven, Sdr. Stationsvej 6, Slagelse
Program:
Kl. 13.00 Velkomst ved leder af Sjov Motion – Bente Nørgaard
Kl. 13.10 Aktiviteter for alle.
Kl. 15.00 Kaffe med kage / is til børnene.
Kl. 15.30 Fællessang, teater og hygge.
Kl. 16.00 Tak for i dag og uddeling af medaljer.

 

Daginstitutionen Møllegården mod et hold fra Alliancehaven i SommerOL.
I 2017 er der igen SommerOL med børnehavebørn og plejehjemsbeboere.

Detaljer

Dato:
26. juni 2017

Sted

Alliancehaven
Sdr. Stationsvej 6
Slagelse, 4200 Danmark
+ Google Map