Borgere i Slagelse Kommune kan være med til at hjælpe trængte insekter og fugle helt gratis. Slagelse Kommune uddeler 15.000 buske fredag den 26. november til gavn for biodiversiteten.

Den 26. november kan alle borgere få 15 buske med hjem i rygsækken. Det er Slagelse Kommunes Naturforum – et udvalg bestående af foreninger indenfor naturområdet – som har besluttet at afsætte midler til at uddele gratis buske til borgere i Slagelse Kommune. Meningen er, at folk skal plante dem hjemme i haven og dermed være med til gøre noget godt for biodiversiteten i Slagelse Kommune.

– Mange af vores fugle, sommerfugle, humlebier og andre vilde bier er trængte, fordi deres levesteder og fødekilder forsvinder. Men alle kan bidrage til at hjælpe naturen på vej. Hvis man planter buske som disse i sin have, så kan man være med til at gøre en forskel, siger medlem af Slagelse Kommunes Naturforum Bjarne Hansen, Gefion.

Naturforum har indkøbt i alt 15.000 buske, og de 15.000 buske består af fem forskellige typer buske, som hører til i den danske natur. Det er: almindelig hæg, engriflet hvidtjørn, dunet gedeblad, tørst og slåen. Det er buske, som blomstrer i foråret, og som giver pollen og nektar til insekterne, og i løbet af sommeren forvandles blomsterne til bær, som er til gavn for havens fugle.

– Det er en del af vores arbejde med at skabe mere biodiversitet, og her kan haveejerne gøre en stor forskel, hvis de gør plads til naturen i haverne. Det vil vi gerne hjælpe dem med, og det er derfor, vi har besluttet at dele buskene ud helt gratis, siger Bjarne Hansen.

Uddelingen af de mange buske foregår fredag den 26. november mellem kl. 13 og 18 på adressen Dalsvinget 13 i Slagelse. Borgere i Slagelse Kommune kan hente 15 buske (efter eget valg) pr. husstand, mens lokalråd og landsbyråd kan få det dobbelte med hjem. Buskene bliver fordelt efter først til mølle, og de 50 hurtigste vil også kunne få et insekthotel til humlebier med hjem.

Interesserede skal selv medbringe en pose til buskene, som er 50-80 cm høje og sagtens kan være bag i bilen eller i en stor rygsæk. Projektet indgår i konkurrencen om Danmarks vildeste kommune. Læs mere på slagelse.dk/vildkommune

Pressefoto indsendt af Slagelse Kommune