The Color Run er et 5 km langt løb, men her handler det ikke om at gennemføre hurtigst muligt. Det handler om at have det sjovt og nyde turen.

Der er 2 enkle regler: Start klædt i hvidt og slut i alle regnbuens farver. I løbet af turen bliver man nemlig dækket af farver fra top til tå ved de forskellige farveposter. Efter hver kilometer er der en ny farve. Man må løbe, danse, gå og sågar hoppe de 5 km igennem, bare man har det sjovt. Efter løbet fortsætter festen bag målstregen til The Finish Line Festval med mere musik og flere farver.

Løbet er enormt populært og har hidtil kun været arrangeret i de større byer i Danmark, herunder København, Aarhus, Herning, Aalborg og Odense. Derfor er det en stor begivenhed, når The Color Run kommer til Slagelse i forbindelse med Slagelse Festuge. Det sker den 27. juni 2015 som et resultat af et samarbejde mellem turismeselskabet VisitVestsjælland og Slagelse Kommune.

Slagelse Kommune bliver således den eneste sjællandske kommune, som kan præsentere The Color Run. Siden offentliggørelsen har der været stor interesse og begejstring for løbet. Den 26. januar startede billetsalget og alle earlybird-billetter blev revet væk på under 1 døgn. Nu er det ordinære billetsalg startet, men man skal ikke vente for længe, hvis man gerne vil have fingrene i en af de ca. 4.000 billetter.

Løbet, der strækker sig fra Slagelse midtby med mål på Frederikshøj, er for alle. Fra 2-årige til 100-årige, fra førstegangsløbere til elitesportsudøvere. Alle kan være med.

Både Slagelse Kommune og Slagelse Turistforening har investeret mange penge i løbet. VisitVestsjælland arbejder på at skabe muligheder for krydssalg og markedsføring, f.eks. overnatning, spisesteder og andre pakkeløsninger. Det er håbet, at løbet kan blive en fast del af Festugens officielle program fremover.

colour run