christina
Christina Ørskov Christensen

I byportalens interviewserie med temaet nytår medvirker denne gang Christina Ørskov Christensen, der er sognepræst i Antvorskov Kirke samt korshærspræst.

Vi skal rumme hinanden

For Christina Ørskov Christensen, der møder almindelige mennesker i alle mulige situationer, fra livets opture til de værste nedture, er det afgørende at indgyde håb i folk. Både ved hjælp af kristendommen og i sin funktion som præst, men særligt også som medfølende individ:

”Jeg tror, at vi alle kan give folk tro og håb ved at rumme hinanden, også når livet gør ondt og er svært. Det tunge bliver lettere, når vi deler det med hinanden. Ethvert menneskeliv er jo skabt i Guds billede og derfor uendeligt dyrebart; Gud elsker os alligevel, selvom vi føler os uelskelige”. Og netop det budskab føler Christina Ørskov sig utroligt privilegeret over at få lov at prædike, men også forsøge at give videre til folk i deres stadie i livet:

”De viser os præster en stor tillid, og vi skal møde dem, der hvor de befinder sig i livet. Vi skal vise, hvorfor kristendommen er vedkommende for dem, hvadenten det måtte være glædeligt eller sørgeligt”. Dermed fortæller Christina også, hvorfor hun tror, at religionen alligevel betyder så meget for folk, når det kommer til stykket:

Religion betyder stadig meget for folk

”Jeg tror, at vi som mennesker søger en større ramme at sætte vores liv ind i. Både når der sker noget godt, men også når det sker noget skidt; så søger vi en mening eller en Gud, som er i stand til at rumme os”.

Og som hun siger, da jeg spørger hende ind til, om ikke man kunne ønske sig flere kirkegængere, så glæder hun sig blot over, at så mange søger mod kirken stadig til deres bryllupper, barnedåb og til den helt almindelige søndagsgudstjeneste. Men selvfølgelig så hun gerne, at der kom flere til den oase – som hun beskriver gudstjenesten – midt i en travl hverdag.

Antvorskov_Kirke_2009-10-13_008
Antvorskov Kirke

Tolerance, åbenhed og nysgerrighed

Kirken prædiker nemlig glædelige budskaber. Christina Ørskov Christensens største ønske er fred på jord, men for at det kan opfyldes, er vi simpelthen nødt til som mennesker at udvise en større tolerance, åbenhed og nysgerrighed over for hinandens forskelligheder – og her tænker Christina Ørskov især på den seneste tids forfærdelige tragedie i Frankrig:

”Jeg har den største respekt og medfølelse for ofrene for terrorhandlingen i Paris. Men jeg mener ikke, at det tjener noget formål, når man nedgør andres religioner på den måde, som Muhammedtegningerne har gjort det; det fremmer i mine øjne hverken ytringsfriheden eller bekæmpelsen af terror”, siger præsten, der fremhæver året der gik for at være præget af netop åbenhed og accept af forskelligheder:

”Der er sket mange vigtige ting i 2014, men jeg synes faktisk, at det var fantastisk, at en transseksuel vandt melodigrandprixet; jeg kan godt lide signalet om accept og åbenhed uanset seksuel orientering, nationalitet eller religion”.

Tro er tro, ikke viden

Også inden for egne rækker mener Christina Ørskov, at tolerance og åbenhed over for hinanden er af afgørende betydning. Den meget aktuelle sag om Per Ramsdal har fyldt kirkedebatten den seneste måned og er heller ikke gået Christina Ørskovs næse forbi, men hun vil dog gerne mane til besindighed:

”Hvis ikke Jesus genopstod – og overvandt døden – og gik foran os ned i dødsriget og op til Vor Herre, har vi jo ikke noget håb om et evigt liv hos Gud, når vi dør. Og det tror jeg, at vi har. Jeg tror på, at vi alle skal se Vor Herre. Men tro er jo ikke noget, man kan vide med sikkerhed; sådan er det med tro. Resten må vi lade være op til Gud, for han ved med sikkerhed, hvordan det forholder sig – vi andre må bare tro”. Troen må med andre ord være forskellig fra menneske til menneske, ligesom præsterne må have forskellige udlægninger af troen.

2015 – acceptens år

Christina Ørskov Christensen beder for, at 2015 bliver et år, hvor vi lærer at tolerere og acceptere hinanden. Som buddet om Næsten lyder; ”Du skal elske Næsten, som du elsker dig selv”. Der kan blive en længere teologisk diskussion om netop dette bud, ikke desto mindre er det ganske klart, at dyrker vi den ubetingede kærlighed til Næsten, er det svært at forestille sig, at vi for fremtiden vil opleve ligeså mange forfærdelige hændelser.

/Theis Schønning

 

Del på sociale medier