NOAH - PHOTO

Den 26. marts kommer NOAH til Slagelse for at give en akustisk koncert i de hyggelige rammer på Badeanstalten. Det er anden gang, at den populære duo besøger Slagelse; sidste gang var i efteråret 2013 til en udsolgt aften – også på Badeanstalten – og netop derfor glæder drengene sig så ufatteligt meget til at vende tilbage til Slagelse.

NOAH – navnets betydning

Dit Slagelse fik mulighed for at lave et helt eksklusivt interview med duoen. Det første spørgsmål undertegnede måtte have afklaret var mystikken omkring navnet – hvorfor lige et almindeligt drengenavn til en duo?

”I starten var det lidt et problem, at folk troede, at vi bare var én, og det var Troels, der hed Noah – det oplever vi faktisk stadig. Egentligt er hele historien omkring valget af vores navn ret kedelig; en dag sad vi og brainstormede, det var ligesom om, at Troels & Lasse ikke rigtigt lå lige til højrebenet, så det første der poppede op var ’NORD’. Det skulle jo beskrive en nordisk/skandinavisk poplyd, men ’NORD’ blev på en måde for almindeligt, så derfor lavede vi det om til NOAH”, fortæller Lasse her og forbinder dermed ikke bandnavnet med et drengenavn.

De to bandmedlemmer, Troels og Lasse, kender hinanden fra gymnasiet, hvor de sammen gik i en musikklasse – meget af tiden blev brugt på at spille musik, men der gik et par år, før de to for alvor begyndte at skrive og lave musik sammen.

Musikalske inspiration

Deres indlæring i det musikalske beskriver de begge som værende meget autodidakt, hvilket vil sige, at det på mange måder er selvlært, hvad de to Nykøbing Falster-drenge i dag formår på hver deres instrumenter:

”Troels’ far var musikpædagog og indførte Troels i musikken som ganske ung. Hans far lever desværre ikke mere, men han er klart den vigtigste årsag til, at musikken betyder så meget for Troels i dag. For mit eget vedkommende var det min storebror, der introducerede mig for musikken – jeg startede selv på noget musikskole, hvor jeg spillede trommer et par år. Senere hen kom jeg så på efterskole, hvor jeg lærte mig selv at spille klaver, guitar og senere begyndte jeg også at synge lidt”, forklarer Lasse her, da jeg spørger ham om, hvad der gav dem lysten til at fordybe sig i det musikalske univers, som de den dag i dag tilbringer så meget tid i.

”Vi er helt vildt glade for, at vi i dag kan leve af musikken. Der er nærmest ikke tid til at lave andet, for der foregår så meget, når man er musiker; det er andet og mere end at skrive en sang i ny og næ, og så indspille den. Det er en drøm”, som de siger, da de bliver spurgt ind til, om de laver andet ved siden af.

Skriver, indspiller og producerer selv

Hvordan duoen så gør, når de trækker i arbejdstøjet, er nok en smule atypisk for grupper med den kæmpe skare af følgere og fans, som efterhånden venter meget af NOAH:

”Vi skriver, indspiller og producerer det hele selv; på den måde er vi meget selvstændige. Det er et lille hold, men en holdindsats uden lige. Selvfølgelig er nogle sange mere fra den enes hånd end den andens og omvendt, men musik er følelser, og der hvor vi kan formå at ramme hinanden, der ved vi, at det er rigtigt”, siger de, da jeg spørger indtil, hvordan deres musik kommer til verdenen. Og Lasse fortsætter:

”Mange tror jo, at det er mig, der er musikeren og produceren, og Troels, som synger og skriver sangene. Sådan er fordelingen overhovedet ikke; vi har altid været fuldstændigt sammen om det hele. Der er også veto-ret i bandet, hvis man ikke lige synes det er helt så fedt – så finder vi som regel på noget andet”, siger Lasse og understreger hermed vigtigheden af det nærmest symbiotiske forhold de to musikere har til hinanden i NOAH.

Melankolsk, drømmende og håbefuldt

NOAHs musik er nok ikke ukendt for de fleste. I radioen har man kunnet og kan stadig høre deres ”Over Byen” eller ”Okay” og mange flere med Troels’ meget karakteristiske stemme og de bløde toner. Jeg bad dem om at definere deres musik med tre ord:

”Normalt siger vi, at vores musik er ny nordisk popmusik. Hvis man skulle finde tre ord, som kunne beskrive musikken, så ville det nok være melankolsk, drømmende og håbefuld. Vi kan godt lide at arbejde med melankolien, men samtidigt tænde et lys i mørket; typisk er inspirationen størst, der hvor ens eget liv har gjort ondt. Vi vil langt hellere skrive om de hårde følelser end om fest og glade dage. Det skal dog ikke være så deprimerende, hvorfor vi også både er drømmende og håbefulde”, og det er tilsyneladende noget, der fænger danskerne, for NOAH har oplevet en helt fantastisk opbakning.

”Nu kommer vi snart med noget nyt på dansk, og folk er ved at blive utålmodige. Nu kan vi nok ikke trække den længere, og det har vi heller ikke lyst til. Det er jo ret fedt, at der faktisk er folk, der venter på vores musik”, fortæller Lasse, og virker lidt som om, at det stadig ikke er gået helt op for ham, at NOAH i dag er kommet så langt, til trods for at det nu er snart tre år siden, de udgav deres debutalbum.

NOAHs fremtid

Jeg spørger lidt til, hvor vi kunne komme til at se NOAH om et par år – om de kunne forestille sig et internationalt udspil før eller siden:

”Man kan bestemt ikke afvise, at vi på et tidspunkt kommer med et internationalt udspil. Faktisk er mange af de sange, som de fleste i dag kender på dansk, oprindeligt skrevet på engelsk, hvor de fungerer mindst lige så godt. Vi føler dog endnu, at vi stadig har meget at erobre på hjemmebanen og fortsætter lidt endnu på dansk”, afslutter NOAH her interviewet både håbefulde og ambitiøse.

Som allerede nævnt kommer NOAH til Slagelse den 26. marts, hvor de vil give en akustisk koncert på Badeanstalten. Det er muligt at købe billetter via musikhuset hjemmeside, hvor man også kan læse mere om NOAH.

/Theis Schønning

Del på sociale medier