Slagelse Teater havde tirsdag aften d. 14. april 2015 lagt den røde løber ud for de fornemme gæster, man i dagens anledning havde indbudt til at se musicalen Drengene fra Skt. Petri. De fornemme gæster inkluderede bl.a. Borgmester Sten Knuth, der var begejstret over at være indbudt, og som i forbindelse med gallapremieren holdt en tale, hvor han berørte den sande historie bag musicalen, ligesom han roste de medvirkende for at tage et sådant stykke op igen:

SONY DSC
Borgmester Sten Knuth

“Krigstiden må vi ikke glemme, den bærer jo på et minde fra generation til generation, og den berører os alle sammen. Derfor er det mig også en glæde, at Flemming Bendixen og co. har fundet anledning til at opføre Drengene fra Skt. Petri som musical. Det er rigtigt – og det er godt set. Jeg ser frem til at blive ført tilbage i tiden; jeg ser frem til min egen stille eftertænksomhed, når jeg bliver konfronteret med denne musical”, sagde Sten Knuth, der med anmeldelserne frisk i erindring kunne fortælle, at stykket allerede måtte betragtes som en succes.

SONY DSC
Fra venstre: Thomas Villum Jensen, Karl Bille, Joachim Knop og Søren Hytholm Jensen.

Men ikke kun vores borgmester Sten Knuth var til stede, man havde ligeledes indbudt Thomas Villum Jensen, Karl Bille, Joachim Knop og Søren Hytholm Jensen, der alle spillede med i Søren Kragh Jacobsens filmatisering af samme historie:

“Vi talte om på vej herned, at nu er det 25 år siden, at vi begyndte at filme den film. Den er jo en slags reunion for os”, sagde den smilende Thomas Villum Jensen, der blev bakket op af sine skuespillerkollegaer, der alle glædede sig meget til at se stykket.

SONY DSC
Instruktør på musicalen, Jacob Seersholm.

Sidst fik instruktør på stykket Jacob Seersholm lov at byde velkommen. Han takkede for den store opbakning, og erklærede samtidig at stykket også har vakt interesse andre steder; bl.a. i Aalborg, hvor handlingen faktisk foregår.

“Jeg vil rigtigt gerne kreditere formanden, Flemming Bendixen, for opbakningen, ligesom jeg gerne vil takke alle vores sponsorer, der har gjort dette muligt. Så jeg håber og tror på, at I vil få en god oplevelse”, sagde Jacob Seersholm til sidst, og forestillingen kunne dermed begynde.

Skulle du have lyst til at læse en anmeldelse af stykket, kan du læse en her.

/Theis Schønning