Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Slagelse.

HÆNDELSER

SLAGELSE: Solgte stjålne tomme flasker

Tidspunkt: 27/04-2015

Tirsdag klokken 9.55 blev politiet tilkaldt til Bilka på Idagårdsvej i Slagelse, hvor en mand blev tilbageholdt efter at have stjålet pantflasker. Det viste sig at være en 35-årig mand fra Slagelse, og et vidne havde set, at han gik ind i gården for tomme flasker og tog to ølkasser med tomme flasker. Derefter gik ham mod flaskeautomaten for at sælge flaskerne. Den 35-årige blev sigtet for bedrageri, og ved en visitation fandt betjentene en kniv med en låsbar klinge, ligesom han også havde en arbejdshjelm fra Falck, som han forklarede, at han havde fundet. Den 35-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven og for ulovlig omgang med hittegods.

SLAGELSE: Bakkede ind i et skilt – flere sigtet

Tidspunkt: 29/04-2015

Onsdag klokken 17.55 var en politipatrulje i Nordbyen i Slagelse. På Jacob Dampesvej så betjentene en bil, der bakkede med høj hastighed, og da føreren så politiet, mistede han herredømmet over bilen og bakkede ind i et vejskilt. Tre personer stak af fra bilen, men blev hurtigt løbet op af betjentene. Det var tre mænd i alderen 18-21 fra Slagelse, og føreren af bilen – en 21-årig mand – blev sigtet for overtrædelse af færdselslovens bestemmelser om forpligtelserne ved færdselsuheld, og da han var frakendt kørekortet, blev han også sigtet for kørsel uden førerret. De to passagerer i bilen blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen for ikke at have efterkommet politiets anvisninger.

Mens betjentene var på stedet, var der to tilskuere, som forstyrrede arbejdet, og da de heller ikke ville efterkomme politiets anvisninger, blev de sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Der er tale om en 23-årig og en 24-årig mand fra Slagelse.

SLAGELSE: Røver meldte sig selv

Tidspunkt: 30/04-2015

Torsdag kort før klokken 17 var personalet i Aldi på Tjørne Allé i Slagelse udsat for et røveri, da en yngre mand kom ind i butikken og truede med en kniv, mens han sagde, at det var et røveri. Han gik derfra med en pakke kanelgifler og en æske chokoladedonuts og sagde til ekspedienten, at hun godt kunne ringe efter politiet. Derefter satte hans sig på en bænk i nærheden, men han var væk, da betjentene kom til stedet. Det viste sig, at røveren var gået hen til politistationen for at melde sig selv. Det drejer sig om en 21-årig mand med ukendt adresse. Han blev anholdt og sigtet for røveri.

SLAGELSE: Parkerede bilen og stak af

Tidspunkt: 01/05-2015

Natten til fredag klokken 1.24 fik politiet en anmeldelse om, at der var gået en alarm i DagliBrugsen på Hunsballevej i Slagelse. Kort efter var en politipatrulje på stedet, og her lagde de mærke til en Toyota uden nummerplader, der kørte fra stedet. Betjentene satte efter bilen, som ikke umiddelbart standsede. Men på hjørnet ved Hunsballevej og Næstved Landevej havde føreren parkeret bilen og var stukket af. Passageren var imidlertid stadig ved bilen – en 20-årig mand fra Odense. Han blev anholdt men løsladt igen lidt efter, da der ikke umiddelbart var noget, der tydede på, at han havde gjort noget ulovligt. Politiet vil stadig gerne tale med føreren af bilen. Det viste sig senere, at der ikke havde været indbrud i DagliBrugsen.

SLAGELSE: Hund død i færdselsuheld

Tidspunkt: 01/05-2015

Fredag morgen klokken 5.05 kørte en 20-årig kvinde i sin bil galt på Skælskørvej i Sorø. Hun kørte ind i skrænt med træer, hvorefter bilen landede på taget og kurede over i den modsatte rabat. Under uheldet blev en hund kastet ud af bilen og blev påkørt af en anden bil. Hunden døde. Den 20-årige blev kørt på skadestuen for tjek af sine skader. Da hun virkede påvirket af alkohol, blev hun sigtet for spirituskørsel.

SLAGELSE: Grisetransport væltede ved motorvejen

Tidspunkt: 04/05-2015

En lastbil med sættevogn, der var lastet med ca. 220 grise, væltede mandag klokken 9.08, da den var i færd med at svinge ind på Vestmotorvejen ved tilkørsel 40A ved Slagelse. Vogntoget, der skulle mod øst, væltede af endnu ukendte årsager om på siden, og taget røg af sættevognen, så grisene kunne slippe ud. Chaufføren – en 52-årig mand fra Højby – fik nogle lettere knubs og blev kørt til et tjek på skadestuen i Slagelse. Omfartsvejen måtte spærres, mens grisene – med god hjælp fra lokale landmænd – blev indfanget, og der blev ryddet op efter uheldet. Ikke alle grise klarede den ublide medfart, for ca. 50 dyr måtte aflives på stedet.

SLAGELSE: Spritbilist kørte i grøften og rullede rundt

Tidspunkt: 04/05-2015

Politiet blev mandag klokken 21.49 kaldt til Slagelsevej uden for Flakkebjerg, hvor en bil var rullet om på taget. Det var en 30-årig mand fra Korsør, som i et sving var kommet ud i rabatten og herefter havde mistet herredømmet over bilen, som rullede om på taget og kurede på tværs af vejen. Den 30-årige kom ikke noget til ved uheldet, men da politiet kom afslørede en alkometertest, at han havde en promille, der var et godt stykke over det tilladte. Han blev kørt til et rutinetjek på sygehuset i Slagelse, og han er sigtet for både spirituskørsel og kørsel i påvirket tilstand.

Hastighedskontroller

By

Vej

Tid

Type

Kontrollerede

Fartbilister

Tilladt

Hurtigste

Klip

Næstved

Slagelsevej

Fredag klokken 6.41 – 10.48

ATK

536

202

50 km/t

97 km/t

38 klip og 5 betingede frakendelser