10421135_10154128534822281_4344956063718741012_nByportalerne.dk har spurgt samtlige folketingskandidater i Sjællands Storkreds om, hvad der bør gøres for at fremme bosætning i vores region.

Senest har udkantsdebatten for alvor raset i landsdækkende medier, såsom Berlingske, Dit Slagelse responderede med artiklen “Det Vestsjælland, vi kender”.

Udkantsdebatten har i grove træk drejet sig om, at særligt København er med til at trække resten af Sjælland op; et Sjælland der ifølge visse sortseere er gevaldigt på den anden ende. Med programmer som ‘På Røven i Nakskov’ har man ikke just solgt Sjællands ‘udkantskredse’ på den bedst tænkelige vis.

Udflytning af statslige arbejdspladser
Og det er man også pinligt opmærksom på fra politikernes side, der faktisk – måske på grund af valgkampen – nærmest overbyder hinanden med mulige løsninger for den såkaldte udkant. Et af de mest gennemgående forslag fra højre til venstre på den politiske skala er udflytning af offentlige arbejdspladser. Et tema, man med garanti vil have stiftet bekendtskab med, såfremt man har været med til en af de utallige debatter i Sjællands Storkreds. På listen over partier, der gerne vil udflytte offentlige arbejdspladser finder du Socialdemokraterne, Konservative, SF, Dansk Folkeparti og Venstre.

Én af begrundelserne for at flytte statslige arbejdspladser ud til provinser giver Konservatives kandidat i Slagelse, Rune Kristensen:

“Folk i det såkaldte udkantsdanmark betaler også skat til den offentlige fælleskasse, der lønner alle de mange offentlige ansatte. Derfor er det også kun helt fair, at nogle af de arbejdspladser placeres i udkantsområderne”, siger den unge konservative kandidat, og han får opbakning fra bl.a. Morten Dahlin, Venstres kandidat i Slagelse, der ved flere lejligheder har pointeret tåbeligheden i at placere Skov- og Naturstyrelsen i København ligesom lignende styrelser, institutioner og andet.
Slagelse Kommune har selv været offer for ‘centraliseringen’ bl.a. med lukningen af skattecentret i Korsør, hvilket flertallet af politikere ikke forstår.

Det er dog ikke alle, der deler præmissen om, at udflytningen af statslige arbejdspladser vil løse alle udkantens problemer. Heriblandt klima- og energiminster Rasmus Helveg Petersen, der til Byportalerne.dk’s vælgermøde d. 6. maj gav et eksempel med et ingeniørregiment, der rykkede til Skive, men som på nuværende tidspunkt kæmper en brav kamp for kvalificeret arbejdskraft. Dette blev bakket op af Liberal Alliances Villum Christensen på samme møde, der kan ses i sin fulde længde her.

Bedre infrastruktur
Når snakken til gengæld falder på infrastruktur, er det meget nemt for folketingskandidaterne at blive enige; faktisk er der ikke et eneste parti, der ikke ønsker en bedre infrastruktur på Sjælland. Forskellen opstår, når man taler om hvorvidt støtten skal gå til offentlig eller privat transport. Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Socialdemokraterne og Konservative udtrykker et tydeligt ønske om en forbedring af både offentlig og privat transport, hvilket de mener er afgørende for Sjælland, da en stor del af borgerne her pendler frem og tilbage hver dag. Heriblandt en udbygning af rute 22, der går fra Rønnede over Slagelse til Kalundborg:

“Vi skal have en fortsat styrkelse af motorvejen Rønnede-Næstved-Slagelse-Kalundborg for en styrkelse af hele området”, som Liberal Alliances Thomas Vesth udtrykker det. Hos SF og Radikale vil man derimod fokusere hovedsagligt på den offentlige transport.

Men det er ikke kun transport, der menes, når man taler om infrastruktur. I den politiske debat fylder virksomheder, iværksætteri og private arbejdspladser meget, fordi det er det, vi lever af. Og skal vi sikre deres fortsatte eksistens, så må der ordenligt internet- og mobildækning til, mener faktisk et fuldstændigt enigt panel af folketingskandidater.

Boliger til alle
Men forudsætningen for at flytte til ‘udkanten’ er naturligvis, at der faktisk er huse at købe og bo i. Hos Radikale, Kristendemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre vil man gøre det lettere at låne til boligkøb, såfremt man ønsker at flytte til et-af-realkreditinstituttet-vurderet udkantsområde, hvilket gør det nærmest umuligt at låne. Hos både Kristendemokraterne og Radikale ønsker man et statsgaranteret lån.

Socialdemokraterne og Enhedslisten mener, at man bør investere i flere almene boligbyggeri, hvilket i deres optik vil gøre det attraktivt at flytte hertil.

Det er i hvert fald sikkert, at en stor del af politikerne på nuværende tidspunkt er meget samarbejdsvillige, når det gælder om løsninger til udkantsdanmark. Om enigheden også rækker til Christiansborg, vil tiden vise, men ikke desto mindre er der et grundlag for det.

Du kan læse alle svarene her.

/Theis Schønning