Det sidste byrådsmøde inden sommerferien udviklede sig til et maratonmøde, hvor der faldt mange knubbede ord hen over midten af lokalet, samt enkelte forsonlige.

Debatten tydeliggjorde – hvis nogen havde skulle have været i tvivl – at der er en fundamental uenighed på det økonomiske område mellem socialdemokratiet og de borgerlige partier. Striden går på, hvem der er skyld i situationen, hvordan man som kommune skal budgettere, og hvordan man fremadrettet tackler de økonomiske problemstillinger, som kommunen vitterligt står overfor.

Debatten var foranlediget af et forslag fra administrationen vedrørende en forhøjelse af kommunens kassekredit med 130 mio. Michael Gram (udenfor partierne) henviste til, at en del af de økonomiske udfordringer er udefrakommende, og man derfor i byrådet bør stå sammen om at løse problemerne, frem for at beskylde hinanden for økonomisk uansvarlighed. Derimod stod John Dyrby Paulsen (S) og gjorde opmærksom på, at denne løsning rækker kun et år frem, så der skal nye løsninger på banen i 2016 og 17. ”Vi har store likviditetsudfordringer i denne kommune”, fordi man fra de borgerliges side har taget fra likviditetsbeholdningen, slog han fast. Hertil svarede flere fra den borgerlige lejr, at det gjorde socialdemokraterne også, “dengang I havde borgmesteransvaret”.

Morten Hass Augustsen (V) gjorde opmærksom på, at ”Vi gik ind i det her med en vækstdagsorden, hvor vi ville væk fra at spare os fattige og i stedet gå over til at investere os rige.” Det var der dog ingen, der ville diskutere. I stedet gik der lidt børnehave i debatten, og det var ikke den eneste gang, at dette skete i løbet af aftenen. Enhedslisten var flere gange med til at afspore byrådsmødet med meget besynderlige forslag. Eksempelvis mente partiet, at kommunen skulle sælge sin værdipapirbeholdning, og pengene herfra skulle deponeres på kasernen uden militærets bevogtning.

John Dyrby Paulsen (S) ville dog gerne være med til at samarbejde om varige løsninger, men han krævede, at budgetterne blev åbnet op, og at der blev foretaget en ny konstituering, så man kunne få indflydelse for og på det brede samarbejde. Til det svarede Knud Vincents (V), at man da var åben for forhandlinger mellem den borgerlige flertalsgruppe og socialdemokratiet i forbindelse med det kommende budget. Hvad fremtiden så bringer, det er – som Storm P. sagde – svært at spå om.

/joj