Arbejdet med at afklare, hvordan Korsør Syd skal sikres mod oversvømmelser går nu i gang. Området, som der er fokus på, tæller blandt andet Sydowsvej, Teilmans Alle, Algade og Caspar Brands Plads, men før der bliver sat noget i gang, skal grundejerne i området høres. Det besluttede Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget på sit møde mandag, og det betyder, at der nu går en proces i gang, hvor det også skal afklares, hvilket område der helt nøjagtigt skal kystsikres.

Det viste område på kortet, er det, som der er fokus på. Det betyder dog ikke at hele området nødvendigvis skal
kystsikres. Nøjagtigt, hvilke veje og områder der skal inddrages i kystsikringen, det er en af de ting, som skal afklares i den dialog, man skal have med grundejerne i området.

– Det er vigtigt, at vi finder en god løsning, som der er opbakning til i området. Derfor vil vi i første omgang høre forretninger og erhvervsliv i området, og efterfølgende vil vi gå bredere ud og inddrage grundejerne, siger formand for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget Villum Christensen (I).

Staten har udpeget Korsør som et af ti steder i Danmark, hvor der er størst risiko for oversvømmelser, og forventningen er, at risikoen kun vil blive større i de kommende år. Det skyldes, at vandstanden i verdenshavene forventes at stige i årene fremover, hvilket kan betyde oversvømmelser i Korsør. Når storme rammer Danmark, er Korsør Syd det mest udsatte område i kommunen, fordi området ligger lavest og indeholder flest værdier.

– Der er forskellige løsninger og muligheder og forskellige interesser i at få kystsikring. Nu vil vi i første omgang prøve at få en god dialog med grundejerne, og på den baggrund, vælger vi så, hvor og hvordan vi vil sikre området, siger Villum Christensen.