Turisterne strømmer til Vestsjælland to et halvt år efter Slagelse Kommune og Kalundborg Kommune gik sammen om turismesamarbejdet VisitVestsjælland. De nyeste tal viser, at 11.000 flere turister besøgte Vestsjælland fra januar til maj i år i forhold til samme periode sidste år, og kigger man alene på antallet af besøgende i 2014, så har der aldrig været flere turister i Slagelse Kommune.

– At vi gik med i VisitVestsjælland har vist sig, at være den helt rigtige beslutning. Det har betydet, at vi har fået styrket vores markedsføringsindsats, og den øgede indsats har helt sikkert medvirket til, at mange flere turister har opdaget, hvor dejligt der er her på Vestsjælland, siger formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Troels Christensen (I).

Især har filmen ”Verdens mest afslappende film”, hvor man ser afslappende billeder fra Vestsjælland, har givet genlyd i både Danmark og udlandet. Filmen er vist over en halv million gange på YouTube og var en del af en kampagne, som også Sorø Kommune deltog i. Fra årsskiftet træder Sorø Kommune formelt ind i samarbejdet omkring VisitVestsjælland.

– At Sorø nu også vælger at gå med i samarbejdet er et bevis på, at VisitVestsjælland er en succes. De skal også være meget velkomne, for det er med til at styrke os alle, og det betyder, at vi får flere ressourcer til at markedsføre hele regionen, siger tidligere borgmester og medlem af Kultur-, Turisme- og Fritidsudvalget Lis Tribler (A).