Efter lang tids observation skred Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet mandag aften ind over Andelskassen J.A.K med hovedkontor i Slagelse.kontakt

Hvad betyder det så for kunderne? Er man almindelig kunde, så betyder det ikke det store, da de fleste er dækket af garantien på 100.000 euro. Har man derimod investeret i andelskapital i instituttet, så må man nok regne med, at denne kapital er tabt.

Kunder der skyldte J.A.K. Penge, de skylder nu Finansiel Stabilitet penge. Hvis man har overholdt sine forpligtelser, og betalt sine afdrag til tiden, så vil der ikke blive foretaget en modregning mellem indestående og lån. Engagementerne kører umiddelbart videre, men der kan som altid ske ændringer i betingelserne. Hvis der sker ændringer engang i fremtiden, så vil det blive varslet på samme måde, som hvis et andet pengeinstitut varsler ændringer over for deres kunder.

Ønsker man at skifte pengeinstitut, så har man som altid mulighed for det. Det ændrer det nye ejerskab af J.A.K. ikke på. Hvad vil der ske fremadrettet med de kunder, der ikke umiddelbart selv kan finde en ny bankforbindelse? Formodentligt vil Finansiel Stabilitet – det har man i hvert fald gjort tidligere, og intet tyder i dag på, at det vil blive anderledes – samle de sunde kunder i pakker, som man så efterfølgende vil tilbyde til det almindelige bankmarked.