I Slagelse Kommune findes der en perlerække af bevaringsværdige bygninger, monumenter og fortidsminder. Kommunen afsætter hvert år penge til at vedligeholde denne kulturarv, så fremtidens borgere også får glæde af den.
Pengene fordeles af politikerne i Kultur-, Fritids-, og Turismeudvalget, og de har netop taget stilling til, hvilke renoveringsprojekter der skal prioriteres i år.
Sankt Michael og Dragen
Kongegaarden renoveres
Den største pose penge, nemlig 1,7 mio. kr., tilfalder renoveringen af kulturinstitutionen Kongegaarden i Korsør. Den fredede bygning fra 1761, der er samlingspunkt for et varieret udbud af kulturelle aktiviteter, trænger til en kærlig hånd både inde og ude.
”Kongegaarden har en helt særlig plads i korsoranernes hjerter, og den er faktisk også vigtig for Danmarkshistorien, fordi mange kongelige og adelige personer har boet her under deres rejser rundt i landet. Det er vores opgave at passe godt på denne kulturarv”, siger Frederik Pedersen (O), som er medlem af Kultur-, Fritids-, og Turismeudvalget.
Prisen for en ind- og udvendig renovering af Kongegaarden vil løbe op i cirka 3,5 mio. kr. Bevillingen på 1,7 mio. kr. fra Slagelse Kommune gives derfor på betingelse af, at fonden bag Kongegaarden via yderligere ekstern finansiering får den samlede finansiering til renoveringsprojektet på plads.

Penge til historisk springvand og legendarisk vandtårn
Foruden Kongegaarden har kulturpolitikerne valgt at prioritere to andre projekter, nemlig en renovering af springvandet med tilnavnet Sankt Michael og Dragen, som findes på Nytorv i Slagelse, samt det legendariske vandtårn i Korsør, der kaldes Kindtanden.
”Det har været et ønske fra mange borgere at springvandet på Nytorv blev renset og renoveret, så det igen kommer til at tage sig flot ud. Nu er det heldigvis lykkedes at afsætte penge til det”, fortæller Lis Tribler (A), som også er medlem af Kultur-, Fritids-, og Turismeudvalget.
I Korsør har det 30 meter høje vandtårn længe trængt til at blive malet. Tårnet, der i mange år har været kendt som Kindtanden, er bygget i 1950.
”Kindtanden er helt speciel, og den har for mig altid stået som et vartegn for Korsør. Nu bliver det ovenikøbet et nymalet vartegn”, siger Morten Hass Augustsen (V), medlem af Kultur-, Fritids-, og Turismeudvalget.

Flere skilte i by og på land
Som det sidste område, der er prioriteret i denne omgang, har politikerne valgt at sætte fokus på mere skiltning ved kommunens forskellige kulturarvssteder, så turister og borgere kan få bedre information, når de besøger seværdighederne. Opgradering af skiltningen ligger i forlængelse af kommunens indsats for at skabe mere synlighed og aktivering vores fælles kultur. En satsning der også omfatter digitalisering af kulturarven, så den bevares for eftertiden og gøres tilgængelige for alle.

Fakta om puljen til dansk kulturarv
Puljen til dansk kulturarv er en årlig pulje på to millioner kroner, som Slagelse Kommune har afsat til renovering og vedligeholdelse af den kulturarv, der er beliggende i Slagelse Kommune. Puljen disponeres af Kultur-, Fritids-, og Turismeudvalget.

Slagelse Kommune har lavet en hjemmeside, hvor man blandt andet kan få et hurtigt overblik over steder i kommunen, der er udpeget som særlig kulturarv. Siden finder man på kulturarv.slagelse.dk.