Boligejere i Slagelse Kommune skal fortsat have mulighed for at bestille et gratis energitjek. Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget har besluttet at forlænge aftalen med SK Forsyning om Energitjek Slagelse.

Over 500 boligejere har allerede fået gode energiråd af Energitjek Slagelse, og nu får endnu flere chancen. Erhvervs-, Plan- og _dsc9531Miljøudvalget har fundet midler, så samarbejdsaftalen med SK Forsyning om energisparerordningen Energitjek Slagelse kan forlænges. Det betyder, at den succesfulde ordning, hvor boligejere kan få gratis vejledning om, hvordan de kan spare på energiforbruget, fortsætter uændret til og med 2017, selv om der var lagt op til at ordningen skulle neddrosles.

– Det har været en kæmpe succes. Jeg er glad for at kunne konstatere, at så mange har taget i mod tilbuddet om at få et energitjek. Det er også derfor, at vi var enige om at prioritere ordningen og finde midlerne, så den kan fortsætte for fuld damp frem til udgangen af 2017, siger medlem af Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget Ali Yavuz (A).

Energitjek Slagelse gik i luften i maj 2014 og er et tilbud til alle private boligejere om at få et tjek af boligens energiforbrug. Det er konsulenter fra SK Forsyning, som laver energitjekket, og erfaringerne fra de første to år viser, at cirka hver tredje boligejer går i gang med at energirenovere deres bolig efterfølgende. Samlet set har ordningen indhentet energibesparelser på 1,9 mio. kWh, og renoveringerne har skabt det, der svarer til, mellem 40 – 45 fuldtidsjob.

– Det er en ordning, som kun giver vindere. Flere kommer i job, flere får en lavere energiregning og samtidig sparer vi miljøet for unødvendig udledning. Der er fortsat potentiale for at spare endnu mere på energien og samtidig skabe job i de kommende år, så derfor forlænger vi nu ordningen, siger Ali Yavuz.

Boligejere, som er interesseret i at få et energitjek, skal henvende sig til SK Forsyning. Det er også muligt at læse mere om ordningen lige her.

Del på sociale medier