480 nye job i Slagelses private erhvervsliv

I første halvår af 2016 er der skabt 480 nye job i det private erhvervsliv i Slagelse Kommune, viser nye tal. Dermed er Slagelse blandt de kommuner i Region Sjælland, som har skabt flest nye job.

Der er gang i hjulene i erhvervslivet i Slagelse Kommune, og det har bety-det flere jobsamtaler i virksomhederne. I årets første halvdel kastede det 480 nye job af sig, og dermed er Slagelse Kommune i top 5 over de kommuner i Region Sjælland, som har fået flest nye job. Det viser tal fra Center for VækstAnalyse, der har beregnet tallene på baggrund af data fra Dan-marks statistik.

– Slagelse Kommune har et rigtig stærkt erhvervsliv. Vi har været udfordret over de seneste år, men det har ikke ændret ved, at vi har mange sunde virksomheder med et stort potentiale. Det er rigtig godt at se, at virksom-hederne i år skaber nye job til gavn for os alle, siger borgmester Stén Knuth(V).

Udviklingen kommer efter Slagelse Kommune i de seneste år haft fokus på erhvervslivets vilkår. Det har blandt andet resulteret i en ny udbudspolitik og etableringen af et erhvervscenter, som udelukkende varetager virksom-hedernes vilkår.

– Fra politisk side er der gjort rigtig meget for at understøtte virksomhedernes udvikling og gøre det nemt at komme i dialog med kommunen. Derfor er det også super godt, at vi nu for alvor kan begynde at se, det går fremad for vores virksomheder, siger Stén Knuth.

Kigger man tilbage i tiden, så blev der i 2015 skabt 210 nye job i Slagelse Kommune. Der er altså i første halvår i år skabt mere end dobbelt så mange job, som i hele 2015. De nye job er vel at mærke skabt i den private sektor. De statslige arbejdspladser, som kommer til kommunen, når Søfartsstyrelsen og dele af Miljøstyrelsen og Arbejdstilsynet flytter til kommunen, er heller ikke talt med.

– Selvom vi i Slagelse også før har haft plus på jobbundlinjen i erhvervslivet, så er det her den kraftigste vækst, vi har set i mange år. Og med de offentlige arbejdspladser, vi ved flytter til Korsør og Slagelse de kommende år, så lover det rigtig godt for fremtiden i vores kommune, fortæller Stén Knuth.

I alt er der ca. 3.000 virksomheder i Slagelse Kommune, som beskæftiger det der svarer til 13.696 i fuldtidsjob.

Beskæftigelse for lønmodtagere i Slagelse Kommune 2013-2016.
Beskæftigelse for lønmodtagere i Slagelse Kommune 2013-2016.