Mens julefreden sænker sig over de mange hjem i Slagelse Kommune, er der fuld gang i Volleyklubben Vestsjælland. I juleferien afvikles tre dages træningslejr med volleyball for kids- og ungdomsspillere i Søndermarkshallen, hvor en lang række af klubbens trænere og frivillige står klar til give de unge mennesker en sjov og aktiv oplevelse. Klubben sørger for morgenmad og frokost undervejs til deltagerne, da disse måltider fungerer som vigtige sociale samlingspunkter undervejs på lejren. Da klubben prioriterer disse lejre meget højt, så koster det ikke noget at deltage, men er en integreret del af det at være med i VK Vestsjælland.

Normalt plejer klubben at afvikle to dages-træningslejre for ungdomsspillere (6. klasse og ældre) i ferierne, men i denne juleferie har klubben lavet et nyt initiativ for kidsvolleyspillerne også. Det helt særlige ved denne lejr er, at klubben har inviteret børn med, som ikke normalt dyrker kidsvolley. Der deltager over 50 kidsvolleyspillere samlet set, hvor ca. halvdelen aldrig har gået til kidsvolley før, men kun har fået interesse for det via klubbens mange skolebesøg- og turneringer. Lejren for ungdomsspillere rummer over 35 spillere blandet helt fra U12-U21, hvor der trænes på kryds og tværs af både aldre og køn. Disse træningslejre skaber noget unikt i klubben, da de unge møder hinanden på en anden måde, end de normalt gør til træning i det daglige.

“Disse lejre er meget vigtige for det sociale fællesskab på tværs af holdene i klubben. Det er derfor, at de yngste spillere også kender de ældste, hvilket skaber en stærk sammenhængskraft i klubben. Jeg er dog særligt begejstret for, at så mange børn udefra har lyst til at være med på kidsvolleylejren. Det fortæller mig, at det kidsvolleyspil de møder ude på skolerne, virkelig er noget som fanger børnene.”, fortæller klubbens skolekonsulent Rolf Meegdes.

Onsdag d. 28. december er det for kidsvolleyspillere i 0.-5. klasse.
Torsdag og fredag d. 29. og 30. december er det for ungdomsspillere fra 6. klasse og op.
Alle dage afvikles kl. 09.00 – 15.00 i Søndermarkshallen.