Kom til sommersjov med Peddersen og Findus, når Slagelse Biblioteker og Borgerservice inviterer til sommersjov med både skattejagt, fortællinger og meget, meget mere.

Snart ringer skoleklokken for sidste gang inden en dejlig lang sommerferie, og den kan du tilbringe sammen med vikinger, nordiske guder og selvfølgelig Peddersen og Findus.

Sommersjov-programmet har i år to temaer. For de større børn står sommeren i vikingerne og de nordiske guders tegn. I løbet af sommeren kan du fremstille runer i

vores vikingeværksted, deltage i rollespillet ”Valhallas prøvelser” eller høre spændende midgaardsmyter, når historiefortælleren Marius Anhalt kommer forbi med sin magiske gudekuffert.

De mindste kan hjælpe os med at fejre Peddersen og Findus. De to elskede børnebogsfigurer er i fødselsdagshumør hele sommeren og vil gerne have hjælp til at finde bogstaver og figurer på biblioteket. Du er naturligvis også inviteret med til fødselsdagsfesten, hvor der er pandekager, saft og hygge. Sommeren byder også på teaterstykket ’Rævejagten’ og en børnekoncert med de to venner, hvor de bliver fejret med sange og fortællinger.

Vores læsekonkurrence ’Sommerbogen’ er også skudt i gang. Her handler det om at læse og lave anmeldelser på Biblo.dk, og der er masser af bogpræmier og en iPad mini på højkant. Der er inspiration at hente til god sommerlæsning til ’Mød Sommerbogen’-arrangementerne i juli måned.

I juli måned sender vi også børn på græs til en omgang ’Sjov med ord’, som er sproglege der styrker børns glæde ved sprog, læsning og læring. Det er primært for børn i førskolealderen, men voksne må også gerne lege med.

Du kan se hele programmet, læse meget mere og tilmelde dig på www.slagelsebib.dk.