For 100 år siden åbnede den første Sikringsafdeling til de farligste psykisk syge borgere i Danmark. For at markere 100 års jubilæet er der lavet en lille udstilling med billeder og tekster fra de tre Sikringsafdelinger gennem de seneste 100 år.

Billederne kan ses i Atrium i Psykiatrisygehuset, Fælledvej 6 i Slagelse, hvor der er adgang for alle. Udstillingen er åben fra torsdag den 25. oktober til fredag den 9. november 2018.

Sikringen er en psykiatrisk afdeling for mennesker, der er meget syge af typisk skizofreni og ofte lider af ekstrem angst. Samtidigt er de så farlige, at de er dømt til en indlæggelse. Derfor er sikkerheden på Sikringen høj som i et flugtsikkert fængsel. Samtidig er det et hospital, hvor patienterne behandles for deres sygdom. Sikringen skal skabe tryghed for patienterne, personalet og samfundet.

Den første Sikringsafdeling åbnede i 1918 på Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland. Dengang var der et meget strengt reglement, som både patienter og personale skulle følge. Blandt andet skulle patienterne ved sengetid tage alt deres tøj af, inden de gik ind på værelserne, hvor de tog nattøj på. Patienterne skulle senest være i seng klokken 20, uden undtagelse. Siden da er der sket meget både inden for behandlingen af psykisk syge, med tilgangen til patienterne og med arkitekturen.

Sikringsafdelingen flyttede i 2015 til et nyopført byggeri med brede gang, store vinduespartier og masser af lys. Foto: Gert Ellegaard

Blandt andet er der kommet medicin, der kan dæmpe symptomerne fra psykisk sygdom, hvilket i 1950’erne gjorde en stor forskel for patienterne på Sikringsafdelingen, der blev så stabile at flere kunne flyttes til andre psykiatriske afdelinger. En overgang var der faktisk kræfter, der arbejdede for at lukke Sikringsafdelingen helt, da patienttallet faldt drastisk, da effektiv medicin blev introduceret. Sikringsafdelingen blev dog ikke lukket, men antallet af pladser blev i 1962 skåret ned fra 50 til 17.

I 1981 flyttede afdelingen i nye rammer, da Enggården blev opført ved siden af den gamle Sikringsafdeling. Den nye bygning, hvor der var plads til 30 patienter, var holdt i mørke og brune farver, da man mente, at for meget lys og for mange farver ville hidse patienterne op.

Selvom den nye bygning løbende blev moderniseret, og der efterhånden kom flere farver på væggene, var det et stort skifte, da afdelingen i 2015 flyttede til Slagelse. Her var der brede gange, farver og lysindfald fra store glaspartier. I Slagelse har patienterne også for første gang fået eget bad og toilet på værelset, og der er mange muligheder for motion og andre aktiviteter såsom fælles madlavning, gudstjenester og spilleaftener, for de patienter der kan være med.

I 1981 mente man, at farver og lys kunne være med til at hidse patienterne op, derfor blev Sikringsafdelingen holdt i brune nuancer. I løbet af 1990’erne kom der farver på væggene og lyst lineoleum på gulvet. Foto: John Hansen.