I denne tid med en overflod af mad kommer her en lille julehistorie om det fantastiske projekt ‘Stop spild lokalt’. Et projekt der kommer rigtig mange udsatte borgere til gode.

Stop Spild Lokalt er en landsorganisation, som blev startet for to år siden af den dengang 17-årige Rasmus Erichsen. Indenfor de to år, har Stop Spild Lokalt formået at blive Danmarks største landsorganisation ift. uddeling af overskudsmad.

Der er facebookgrupper i 105 danske byer. Stop spild lokalt er lige nu i færd med at åbne en afdeling i Nuuk. Grupperne hedder alle Stop Spild Lokalt (bynavn).

I facebookgrupperne kan private dele overskudsmad med hinanden. I udvalgte byer findes madoaser, fx fysiske ”butikker” som holder åbent 5-6 dage pr uge. Der deles dagligt ml. 5-7 tons mad ud til min. 200 brugere. Madoaserne er foreløbig i 5 byer. Fire nye madoser åbner i løbet af første kvartal 2019. Der er tilknyttet socialrådgivning til Madoaserne.

Stop spild lokalt hjælper rigtig mange forskellige typer af mennesker: Ældre, studerede, børn og børnefamilier og mange flere. Ved jul (+ påske og pinse) er der kæmpe uddelinger af mad op til 50 byer landet over på samme tid. Stop spild lokalt indgår aftaler med de lokale supermarkeder, henter maden ved butikkens lukketid, kører den til en ”pop-up” madoase, registrerer den jf. Fødevarestyrelsens regler, sorterer og så åbner op for brugerne, som min. får en pose mad med hjem. Selvom maduddelingerne foregår sen aften, kan de sagtens komme af med maden. Der er gerne køer foran Madoaserne i op til 2 timer før åbning. Brugerne er ældre, studerende, børnefamilier, flygtninge, indvandrere. Langt de fleste er økonomisk udsatte borgere.

Lillejuleaften sidste år delte Stop spild lokalt mad ud i samarbejde med Coop og en lang række andre supermarkedskæder. Igen i år har de et fantastik samarbejde med Coops hovedkontor + en lang række andre supermarkeder. Stop spild lokalt delte 110 tons mad ud, som eller skulle have været i skraldespanden, til små 16.000 personer, og intet mindre end 2100 fantastiske frivillige gjorde arbejdet til en realitet. Det var Danmarks største aftale indenfor overskudsmad nogensinde.

Stop spild lokalt gentager naturligvis maduddelingen igen i år d.23.12.18, hvor de satser på at dele op til 150 tons mad ud. Alt er naturligvis helt gratis, de opkræver ikke noget medlems – eller distributionsgebyr. Stop Spild Lokalt financieres af donationer fra frivillige, fonde, privat personer mv. Alle arbejder gratis, lokaler lånes og en del frivillige lægger biler til.

I Stop Spild Lokalt (Slagelse) har de indgået samarbejde med: REMA 100, både den på Holbækvej samt på valbygårdsvej og Kvickly i Holbæk. De har også modtaget sponsorgaver fra Guldsmedene på Nytorv, Augusta, Helsam og Glitter.

Foto: Abw