Magnus Rosendahl og Mathias Dyhr Rothmann fra ZBC vandt tidligere på året guld ved DM for kokkeelever. Tirsdag blev det fejret med rådhuspandekager på borgmesterkontoret i Slagelse.

Slagelses borgmester, John Dyrby Paulsen, bød tirsdag Magnus Rosendahl og Mathias Dyhr Rothmann fra Kokke- og Tjenerskolen, ZBC, på rådhuspandekager for at markere, at de i februar vandt guldmedaljer ved DM for kokkeelever.

Magnus Rosendahl, træner Kristian Nissen Arlet, Mathias Dyhr Rothmann og John Dyrby Paulsen. Foto: Slagelse Kommune.

– Det er dejligt, at borgmesteren støtter os, og at han er interesseret i at høre om faget, siger Mathias Dyhr Rothmann.
Det er anden gang, at Mathias Dyhr Rothmann har vundet guld ved DM for kokkeelever. Og faktisk er det fjerde år i træk, at kokkeelever fra ZBC løber med sejren ved danmarksmesterskaberne.

– Det er et fantastisk resultat Mathias og Magnus har opnået. Den dedikation er værd at fejre – og så er det flot, som skolen leverer år efter år, siger John Dyrby Paulsen.

Til DM skulle de to kokkeelever lave en gourmetmenu til 12 personer på bare 6 timer og 15 minutter. Anderledes roligt var det på rådhuset, da de to ZBC-elever kunne læne sig tilbage og lade andre stå for serveringen af de traditionelle rådhuspandekager.
– Det er sjovt at blive inviteret herop, det er jo ikke hver dag, man prøver den slags, siger Magnus Rosendahl.