Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Slagelse Kommune i tidsrummet fra den 8. april til den 16. april 2019.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

HÆNDELSER
SLAGELSE: Mand skaber utryghed
Politiet fik mandag klokken 12.11 en anmeldelse om en mand, der flere gange er blevet set luske rundt, lure og gemme sig bag buske i området ved Slotsvænget i Slagelse. Han er 25-30 år, cirka 175 centimeter høj og vejer cirka 80 kilo. Han er dansk af udseende, med mørkt hår og mørke skægstubbe. Han er senest set iført blå bukser af mærket Adidas, sort jakke og rød strikhue. Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, der har set noget mistænkeligt.

SLAGELSE: Falsk indsamling til Røde Kors
To drenge på 14 og 15 år fra lokalområdet blev standset lørdag klokken 14.40, efter at de havde valgt at lave en ulovlig indsamling med falske indsamlingsbøtter. De brugte en tom dåse, hvor der på siden var skrevet “Røde Kors”. De havde på det tidspunkt indsamlet 98,50 kroner. Politiet blev tilkaldt og den 15-årige dreng er nu sigtet for bedrageri. Drengenes forældre og de sociale myndigheder blev desuden kontaktet.

SLAGELSE: Salg af hash
En medarbejder i Vestsjællandscenteret tilbageholdte lørdag klokken 15.36 en 21-mand fra Korsør, efter at han på centerets overvågning var blevet set tage fire plader hash frem fra sin jakke. Politiet blev tilkaldt, og det viste sig, at han var i besiddelse af i alt 397 gram hash og en vægt. Han blev derfor anholdt og sigtet for salg af euforiserende stoffer. Han blev taget med på stationen og afhørt, hvorefter han blev løsladt klokken 19.47.

KORSØR: En anholdt efter husfredskrænkelse
Torsdag fik politiet en anmeldelse om, at et par uvedkommende personer havde taget ophold i en ejendom i Algade i Korsør. Da politiet ankom, stak den ene af til fods, mens den anden – en 19-årig mand fra Vemmelev – blev anholdt klokken 13.15. Der var brudt en dør og et vindue op til stedet, og den 19-årige blev herefter sigtet for husfredskrænkelse og hærværk. Da han også havde en portion hash på sig, blev han også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 19-årige blev afhørt på politistationen i Næstved, inden han blev løsladt igen klokken 17.10.

KORSØR: To sigtet på grund af ulovlig knallert
Politiet tjekkede torsdag klokken 17.35 en knallertkører, der netop var kørt ind på en tankstation på Tårnborgvej i Korsør. Det var en 18-årig mand fra Vemmelev, og da nummerpladen hverken var synlig eller læsbar, blev han sigtet for overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen. Knallerten blev målt på et rullefelt, og det viste sig, at den kunne køre mindst 67 km/t i stedet for de 30 km/t, det er lovligt at køre. Knallertens ejermand – en 20-årig mand fra Korsør – blev efterfølgende sigtet for at være ansvarlig for, at knallerten kunne køre for hurtigt, og knallerten blev taget med til politistationen i Slagelse til nærmere undersøgelse.

SLAGELSE: Stjal høretelefoner – havde hash i lommen
Torsdag klokken 17.34 fik politiet en anmeldelse fra Bilka på Idagårdsvej i Slagelse, hvor personalet havde standset en kunde, som var gået gennem kasselinjen med varer, som han ikke betalte for. Det var en 17-årig fyr fra Skælskør, som havde pakket to sæt høretelefoner og en oplader ud af emballagen, og derefter stoppet varerne i lommen. Den 17-årige blev sigtet for butikstyveri, og da han lugtede af hash, tjekkede politiet han grundigt. Betjentene fandt en smule hash på 3,5 gram, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 17-årige blev kørt hjem til forældrene, som dermed blev underrettet om sagen sammen med de sociale myndigheder.

KORSØR: To bøder for at køre uden førerret
Onsdag klokken 14.20 standsede politiet en bil på Motalavej i Korsør. Føreren var en 34-årig mand fra byen, som viste sig at være frakendt førerretten. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret, og ejeren af bilen – en 34-årig kvinde fra Korsør – blev sigtet for at have overladt sin bil til en person, der ikke havde noget kørekort.

SLAGELSE: Fik bilen beslaglagt
Politiet standsede onsdag klokken 13.10 en 23-årig mand fra Slagelse, der kom kørende i bil ad Skovvejen i Slagelse. Den 23-årige havde imidlertid ikke noget kørekort, så han blev sigtet for kørsel uden førerret, og da det var tredje gang, han blev sigtet for at køre uden kørekort, blev hans bil beslaglagt på stedet.

SLAGELSE: Hash i bilen
Politiet standsede mandag klokken 14.30 en bil i Klokkestøbergade. Chaufføren havde dog ikke lyst til at snakke med politiet, for han valgte at springe ud af bilen og løbe væk. Kort efter kom bilens ejer til gengæld til stedet. Det var en 23-årig mand fra Slagelse, der ikke ønskede at oplyse, hvem der havde kørt bilen kort forinden. I mellemtiden havde politiet fundet 98,3 gram hash i bilen og ejeren blev derfor sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer og for ikke at give de nødvendige oplysninger til politiet.

SLAGELSE: Røveri
En ekspedient i en butik i Vestsjællandscenteret bemærkede mandag klokken 17.44 tre personer i butikken, der opførte sig mistænkeligt. Den ene tog en jakke fra et stativ og gik uden at betale. Personalet forsøgte at tilbageholde en af de tre, men med hjælp fra de to andre lykkedes det dem alle at flygte ved lidt tumult. Politiet hører gerne fra eventuelle vidner.

SLAGELSE: Stoffer og stjålet bil
En 17-årig mand fra Høng blev anholdt tirsdag klokken 02.50, efter at han havde kørt i bil, uden at have kørekort, i en bil der var stjålet og i en tilstand, hvor han virkede påvirket af narkotika. En narkometertest gav udslag på både hash, kokain, amfetamin og sløvende medicin. Han var desuden i besiddelse af 70,2 gram hash og små poser, der bruges ved salg. Han blev derfor sigtet for både narkotikakørsel, kørsel uden førerret, tyveri af bilen og for salg af euforiserende stoffer. Han blev løsladt igen klokken 06.24.

KORSØR: Trusler mod politiet
Politiet har fredag klokken 19.00 anholdt en 28-årig mand fra Korsør, der gentagne gange har truet polititjenestemænd i flere kredse. Han blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet frem til den 30. april.

SLAGELSE: Salg af stoffer
En 27-årig mand fra Slagelse blev anholdt fredag klokken 10.09, efter at politiet havde fundet sammenlagt 57,7 gram hash på hans bopæl. Det var pakket i små poser med 2,0-2,5 gram i hver. Herudover blev der fundet 11,5 gram kokain, flere mobiltelefoner, små poser, vægte og 500 kroner i kontanter, der alt sammen kunne tyde på, at der foregik et videresalg fra adressen. Han blev derfor sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer og taget med på stationen, hvorfra han blev løsladt igen klokken 11.11.

SLAGELSE: Hash og kokain
En 27-årig mand fra Slagelse blev fredag klokken 11.38 sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer, fordi han var i besiddelse af 25,5 gram hash, 0,3 gram kokain og en digitalvægt.

SLAGELSE: Slog ud efter betjent
En 23-årig mand fra Slagelse blev kortvarigt anholdt natten mellem lørdag og søndag. En politipatrulje så, at den 23-årige vaklede klokken 2.40 omkring på Korsørvej i Slagelse, og umiddelbart efter lå han ned på vejen. Da en betjent ville se til ham, slog den 23-årige ud efter betjenten. Derfor blev den 23-årige, som ikke umiddelbart fejlede andet end at være godt fuld, sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og han blev derefter kørt til sin bopæl og løsladt igen.

SLAGELSE: Fik bilen beslaglagt
Søndag klokken 13.54 standsede politiet en bil på Vestre Ringgade i Slagelse. Føreren – en 45-årig mand fra Slagelse – var frakendt kørekortet, og han blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Da han to gange tidligere var blevet sigtet for at køre uden kørekort, blev hans bil beslaglagt på stedet.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Slagelse Lillevangsvej Hus Tirsdag 9.4 – mandag 15.4 klokken 9.00 Endnu ikke opgjort
Slagelse Teglparken Hus Søndag klokken 01.04 Intet stjålet
Slagelse Rugmarken Hus Lørdag klokken 12.00-søndag klokken 12.30 Endnu ikke opgjort
Slagelse Snedkervej Lejlighed Tirsdag kl. 17:15 Smykker

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Korsør Ukendt Torsdag kl. 16:00 – 20:00 17 køretøjer kontrolleret – 1 sigtet for kørsel på lille knallert uden kørekort – 1 sigtet for ikke at anvende sikkerhedssele som passager – 1 sigtet for kørsel på lille knallert med bøjet nummerplade – 1 sigtet for konstruktivt at have ændret knallerten til at køre hurtigere
Slagelse Idagårdsvej Tirsdag kl. 02:39 17-årig dreng fra Slagelse Narkokørsel og brugstyveri

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Type Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Korsør Vestmotorvejen Mandag kl. 13.26 – 19.30 ATK 6084 347 110 km/t 179 km/t 8 klip og 3 betinget frakendelser
Korsør Vestmotorvejen Fredag klokken 5.31 – 8.30 ATK 2387 123 110 km/t 161 km/t 4 klip
Rude Næstved Landevej Torsdag kl. 07:45 – 13:30 ATK 473 4 60 km/t 78 km/t
Korsør Storebæltsbroerne Onsdag kl. 07:19 – 13:20 ATK 5660 260 110 km/t 177 km/t 1 klip
Rude Næstved Landevej Tirsdag kl. 13:01 – 14:35 ATK 152 6 60 km/t 84 km/t 1 klip
Slagelse Kongsmarkvej Tirsdag kl. 15:30 – 19:00 ATK 100 23 40 km/t 62 km/t 8 klip og 3 betinget frakendelser
Slagelse Vestmotorvejen Tirsdag kl. 13:30 – 19:30 ATK 5960 123 110 km/t 154 km/t 1 klip
Korsør Vestmotorvejen Mandag kl. 13.14-19.14 ATK 6863 320 110 km/t 159 km/t 9 klip
Korsør Vestmotorvejen Fredag kl. 08:40 – 11:30 ATK 3463 189 110 km/t 189 km/t 4 klip
Slagelse Bildsøvej Fredag kl. 05:41 – 08:00 ATK – bestilt færdselskontrol 124 47 50 km/t 95 km/t 19 klip og 1 betinget frakendelse