Antallet af piger, der bliver HPV-vaccineret er steget markant de sidste par år. Og om få uger kan drenge også blive gratis HPV-vaccineret, hvis de fylder 12 år efter den 1. juli. Det kan man høre mere om, når Sundhedsstyrelsens, Lægeforeningens og Kræftens Bekæmpelses indsats ’STOP HPV – bliv vaccineret’ besøger Slagelse. Det sker i forbindelse med Femina Kvindeløb på tirsdag den 14. maj.

Næsten 40.000 piger valgte sidste år at blive vaccineret mod HPV, hvilket var en stigning på 20 procent i forhold til året før. De vaccinerede piger vil vokse op med markant mindre risiko for at udvikle celleforandringer og livmoderhalskræft senere i livet.

”Vi er så glade for at se, at pigerne igen tager imod tilbuddet om gratis HPV-vaccination. Livmoderhalskræft er årsag til omkring 100 danske kvinders død hvert eneste år, men vi ved, at vaccinen virker – og med en høj vaccinationstilslutning kan vi få reduceret antallet af kræfttilfælde markant,” siger Bolette Søborg, overlæge i Sundhedsstyrelsen.

HPV-vaccination bliver gratis for de drenge, der fylder 12 år fra og med den 1. juli i år – et tilbud, som Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse håber, at mange drenge og deres forældre vil tage imod:

”HPV rammer ikke kun piger. Drenge kan også udvikle kræftsygdomme, der skyldes en HPV-infektion. Og da vi ved, at HPV-vaccination kan beskytte drenge effektivt mod analkræft og kønsvorter, er vi glade for, at drengene nu endelig kommer med i vaccinationsprogrammet,” siger Janne Bigaard, der er overlæge i Kræftens Bekæmpelse

Få en snak med frivillige fra Kræftens Bekæmpelse
Godt 1.700 kvinder samles til Femina Kvindeløb i Fælledparken Cirkuspladsen ved Elmedalsvej og Valbyvej på tirsdag kl. 17.00 for at løbe, hygge og få inspiration. Her vil STOP HPV-indsatsen – som Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen, og Lægeforeningen står bag – være til stede for at informere forældre i målgruppen om HPV-relateret kræft og fordelene ved at få sine børn vaccineret.

Alle er velkomne til at kigge forbi STOP HPV-indsatsens stand. Her kan man bl.a. teste sin viden om HPV-vaccination og få taget et billede med sin løbemakker i deres fotoboks. Læs mere her.

Fakta:
I Danmark er der hvert år omkring 580 kvinder og 230 mænd, der får kræft, som skyldes HPV. Størstedelen kan undgås med HPV-vaccination.

• Man kan blive smittet med HPV, første gang man har sex eller anden intim kontakt.
• Kondom forhindrer ikke smitte med HPV, fordi virus kan sidde på huden omkring kønsorganerne.
• HPV er den hyppigste seksuelt overførte virus i Danmark, og lige nu er omkring fire ud af ti unge under 30 år smittet med HPV.
• HPV-vaccination beskytter mod størstedelen af alle tilfælde af livmoderhalskræft, analkræft samt kræft i skeden og kvinders ydre kønsorganer.
• HPV-vaccinen beskytter også mod kønsvorter, som der hvert år er cirka 12.000 danskere, der bliver behandlet for.

Hvis du er i tvivl, så tag en snak med din læge. Du kan også læse mere her eller finde mere info på Facebook-siden ’Stop HPV – bliv vaccineret’.

Foto: ABW