Fejl i el-installationer er hvert eneste år syndere til en stor håndfuld brande i danske hjem, og skaderne kan have fatale konsekvenser, hvis de ikke opdages i tide. Hvornår har du sidst tjekket dine el-installationer?

Husk løbende at tjekke dine el-installationer
Man vurderer, at en stor procentdel danskere lever med fejl på deres el-installationer, som de ikke er opmærksomme på, og at fejlene er så alvorlige, at de kan starte en brand, hvis uheldet er ude. Det er derfor yderst vigtigt, at du med jævne mellemrum tjekker dine el-installation i hele huset – fra kælder til kvist. Opdager du ikke fejlene i tide, kan det i værste tilfælde forårsage brand.

Typiske skader på el-installationer
Der er nogle helt konkrete og synlige fejl, du skal være opmærksom på, og som er klare indikationer på, at der er skader på dine elinstallationer. Disse indikationer tyder på, at el-installationerne er overbelastede og trænger til at blive skiftede. Skaderne opstår ofte grundet gamle og nedslidte el-installationer, overbelastning på samme sikringsgruppe, forkert monterede installationer eller hvis de er underdimensionerede til det pågældende el-apparat. De to sidstnævnte fejl vidner om vigtigheden i at få hjælp til el-installationer af en professionel, hvis man ikke har den rette viden eller erfaring med el-installationer, eller hvis installationerne kræver en autoriseret fagmand.

Det skal du være opmærksom på:
• Misfarvede stikkontakter
• Overophedede stik, stikkontakter og ledninger
• Stød når du berører el-apparater, kontakter og ledninger eller fjerner stik
• Kortslutninger og udfald på dine el-apparater

El-installationer – hold øje med skader. Foto: ABW

Skal du købe nyt hus?
Skal du købe nyt hus, er det en god idé at tjekke de eksisterende elinstallationer i huset. Især hvis huset er af ældre dato, kan du med fordel gennemgå alle husets el-installationer og spørge, hvornår de sidst er blevet skiftet eller tjekket af en fagmand.

Det kan hurtigt blive en dyr elektrikerregning, hvis det viser sig, at stort set alt el i huset skal udskiftes, efter I har skrevet under på kontrakten. Ældre ejendomme gemmer ofte på en jungle af ledninger og nedslidte el-installationer bag paneler. I dag bruger vi mange flere elektriske apparater end for blot 40 år siden, hvilket betyder at huse fra midt 80’erne og før bør gennemgå et grundigt el-tjek og -eftersyn for at sikre, at installationerne kan klare de mange elektriske apparater.

Hvornår skal du bruge en fagmand?
For både din og din familie samt dit hus sikkerheds skyld, er det vigtigt, at du altid overholder gældende regler og love angående el-installationer. Nogle opgaver må du klare selv, mens andre SKAL ordnes af en autoriseret fagmand. Vælger du gør-det-selv vejen, er det vigtigt, at du har den rette viden og erfaring. Du må selv udskifte afbrydere og kontakter med op til 250 volt, og ophængning af lamper og udskiftning af ledninger og el-apparater må du også selv klare. Montering af nye – eller udvidelse af eksisterende installationer skal du lade en fagmand om. Også arbejde på el-tavler og udendørs el-installationer skal udføres af en professionel.

Ved løbende at tjekke op på dine elinstallationer og få el-opgaver udført af en professionel, sikrer du, at hverken du, din familie eller dit hus er i farezonen for konsekvenserne af skadede el-installationer.