Fra den 17. juni skal borgerne bestille tid til besøg i Borgerservice i Slagelse. Den nye ordning sikrer højere service til borgerne med garanti for særdeles kort ventetid.

Foto: Slagelse Kommune.

Når du skal benytte dig af Borgerservice i Slagelse skal du fremover huske at bestille tid. Den faste tidsbestilling for henvendelser i borgerservice træder i kraft den 17. juni. Skal du derfor i borgerservice i løbet af næste uge og fremefter, skal du huske at bestille tid.

Hvordan bestiller man tid?
Du bestiller tid til borgerservice via kommunens hjemmeside: www.slagelse.dk/bestiltid. Ved tidsbestillingen skal det angives, hvad henvendelsen drejer sig om. På den måde sikres det, at du som borger undgår unødig ventetid.

Du skal fremover bestille tid for henvendelser vedrørende NemID, pas, kørekort, legitimationskort, lægeskift, flytning, vielser, beboerindskudslån, hjælp til digital selvbetjening samt andre henvendelser, der kræver længere betjeningstid.

Henvendelser som f.eks. afhentning af pas/kørekort, oprette lånerkort, betaling af gebyrer og hjælp til kopi og print kræver ikke tidsbestilling.

Er du i tvivl om hvorvidt, du skal bestille tid for henvendelse – læs mere på www.slagelse.dk/bestiltid eller kontakt Borgerservice på tlf. 58 57 57 57.

Møder du op i Borgerservice uden at have bestilt en tid, kan du få hjælp til tidsbestilling af personalet i Informationen.

Tidsbestilling er en succes i andre kommuner
Ifølge Slagelse Biblioteker & Borgerservice leder, Johan Otte, er der mange fordele ved at indføre fast tidsbestilling ved henvendelser i Borgerservice.

”Ved tidsbestilling til Borgerservice kan borgeren nu planlægge sit ærinde, som det fx sker med tandlægebesøg, optiker, og frisørbesøg. Borgeren kan forvente at gå direkte ind til serviceskranken og dermed undgå at skulle stå i kø, fordi der netop af afsat tid af til servicen. Når man bestiller sin tid til borgerservice, får man samtidig besked om, hvilke dokumenter man skal huske at have med. Det sikrer en hurtig og effektiv ekspedition for både borger og medarbejder”, lyder det fra Johan Otte.

Erfaringen med fast tidsbestilling til borgerservice er blevet vel modtaget i andre kommuner. I Næstved, Ringsted og Roskilde er der høj tilfredshed blandt borgerne og ordningen har samtidig sikret frigørelse af tid hos medarbejderne, som bruges på andre borgerserviceydelser.

”Med ordningen for fast tidsbestilling til borgerservice er det muligt for os at åbne op for, at borgere kan få lavet pas om lørdagen. Det, er vi helt sikre på, bliver taget vel imod” tilføjer Johan Otte.

Slagelse Biblioteker & Borgerservice indfører samme model for tidsbestilling til Korsør og Skælskør i 3. kvartal 2019.

Foto: Slagelse Kommune.