Børn fra familier med alkohol- eller stofmisbrug kan fra næste år få hjælp i Barnets Blå Hus, som åbner et støttecenter i Slagelse, hvor børn sammen med deres familier kan komme i terapi og deltage i sociale aktiviteter. Afdelingen bliver den eneste af sin slags på Sjælland.

Barnets Blå Hus

I 2020 åbner den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark en afdeling af Barnets Blå Hus i Slagelse, som er et gratis tilbud til børn i alderen 0-13 år, der har eller har haft misbrug tæt inde på livet.

Åbningen er blevet mulig efter, at Socialstyrelsen har givet et tilskud på 5,4 millioner kroner fra puljen for behandlingstilbud til børn og unge fra familier med stof- eller alkoholmisbrug. Pengene sikrer driften af Barnets Blå Hus i Slagelse de næste fire år.

“Vi glæder os over bevillingen, som giver os mulighed for at åbne et Barnets Blå Hus på Sjælland. Nu mangler vi bare at finde den helt rigtige placering i Slagelse for vores indsats. Vi forventer at åbne så snart som muligt i 2020,” siger Christian Bjerre, som er generalsekretær i Blå Kors Danmark.

Eneste afdeling på Sjælland

Barnets Blå Hus er et støttecenter, hvor kan børnene enten alene eller sammen med deres familier kan deltage i terapigrupper for børn, forældresparring, individuelle terapeutiske forløb, fællesspisning og udflugter.

Barnets Blå Hus i Slagelse bliver det sjette af sin slags i Danmark og er samtidig det eneste på Sjælland. Der er i dag afdelinger i Aalborg, Frederikshavn, Aars, Svendborg og Rønne på Bornholm.

Nyheden om et Barnets Blå Hus i Slagelse glæder næstformand for Børn- og Ungeudvalget i Slagelse Kommune, Unnie Oldenburg:

“Man kan aldrig få for meget hjælp til vores børn og unge, som vokser op i familier med alkohol- og stofmisbrug. Derfor er er jeg glad for, at der kommer et nyt tilbud, som der ikke er andre steder på Sjælland.”

I 2018 var der i alt 278 indskrevne børn fordelt på de nuværende fem Barnets Blå Huse. Tidligere har der været en afdeling i København, som i 2016 måtte lukke på grund af manglende økonomisk opbakning.