Hvis du får rådgivning før og under dit rygestop, så er der fem gange så stor chance for, at du rent faktisk stopper med at ryge. Det viser erfaringerne på tobaksområdet. For at udvikle de nuværende rygestopindsatser og tilbyde endnu flere at blive røgfri starter Slagelse Kommune fra januar det nye tilbud ”Slagelse kvitter smøgerne”. Her er fokus på, hvordan man kan stoppe med at ryge på en sjov, inspirerende, social og ikke mindst effektiv måde.

Marianne rygestoprådgiver

21 % af borgerne i Slagelse Kommune ryger dagligt. Mange har inderst inde et ønske om at stoppe med at ryge, og i 2018 deltog næsten 200 borgere på et rygestopkursus. Fra januar starter et nyt tilbud, som giver mulighed for at blive røgfri på en anden måde, hvor fællesskabet og det sociale er i fokus kombineret med viden og værktøjer fra rygestoprådgiverne. Et koncept som har haft stor succes i Køge Kommune.

– Det er svært at ændre vaner, og det er absolut ikke nemt at stoppe med at ryge. Vi ved, at rygestopkurser øger andelen, der stopper med at ryge. Derfor er det nye tilbud med rygestopcaféerne, hvor fællesskabet også er i fokus, en god og anderledes måde at blive røgfri på. Her er der mulighed for, at man kan tage sin nabo, hustru, bedste ven eller en helt fjerde i hånden og sam-men få de bedste værktøjer, den nyeste viden og de dygtigste rygestoprådgivere til at understøtte beslutningen om at blive røgfri, siger formand for Forebyggelses- og Seniorudvalget Ali Yavuz. (A)

Fællesskabet gør det svære lidt nemmere
At rådgivning før og under et rygestop hjælper, kan 28-årige Morten Vic Jensen nikke genkendende til. Han er stoppet med at ryge efter et rygestopforløb i Slagelse Kommune.

– Jeg blev anbefalet af min rygestoprådgiver at vælge et rygestopforløb i grupper, og det er jeg virkelig glad for. Helt ærligt så tror jeg næppe, at jeg var stoppet, hvis ikke det var fordi, jeg havde fået hjælp i en gruppe og haft de andre at støtte mig til. Det er svært at ændre vaner, og selvmedlidenheden kan blive meget stor, når man skal kvitte rygningen. Jeg brugte fællesskabet på holdet rigtig meget, og det var en stor hjælp at høre, at de andre gik med de samme tanker som mig. Sammen fik vi sagt de tanker højt. Samtidig vil man jo nødigt være den, som falder i og ikke lykkes, når man er del af et hold, fortæller Morten som har været røgfri siden 11. maj.

Aftentilbud kan måske inspirere flere
– Vi ved, at mange rygere tror, at de ikke kan stoppe med ryge. Mange har også flere rygestopforsøg bag sig. På alle vores kurser er der ingen løftede pegefingre, for vi ved godt, at det ikke er nemt at stoppe med at ryge. Omvendt ved vi også, at vores tilbud virker. Derfor er vores nuværende rygestop-tilbud også allerede populære. Vi håber, at vi med det nye tilbud kan inspirere endnu flere til at få en røgfri hverdag, og da det nye tilbud er et aftentil-bud, håber vi at nå ud til dem, som måske ikke kan se sig selv i vores nuværende tilbud. Hvis man er i tvivl om tilbuddet er noget for en, eller hvis man har spørgsmål til caféaftenerne, så er man altid velkommen til at kontakte os, siger Rygestoprådgiver Anja Pedersen fra Slagelse Kommune.

Kom med til Slagelse kvitter smøgerne
Til januar starter ”Slagelse kvitter smøgerne”, som er caféaftener, der stræk-ker sig over 7 gange. Deltagerne har mulighed for at tage ægtefællen, familiemedlemmet eller en ven i hånden og gå mod et røgfrit liv i fællesskab. Men man kan også sagtens tilmelde sig alene og herefter komme på hold med andre kommende eksrygere, som får råd og vejledning af deres egen professionelle rygestoprådgiver undervejs. Der vil være inspirerende input fra engagerede oplægsholdere, eksrygere der fortæller deres historie og en række sjove overraskelser tilsat god stemning og god forplejning.

Cafeaftnerne skydes i gang onsdag den 8. januar 2019 kl. 18.30-20.00, og du kan allerede nu tilmelde dig på slagelse.dk/slagelsekvitter.
Der er tilmeldingsfrist 19. december.

Tilbuddet er gratis og for alle som bor i Slagelse Kommune. Deltagerne får desuden tilskud til rygestopmedicin og nikotinpræparater.