10 MILLIONER TRÆER: Frivillige unge og voksne er gået sammen om at få plantet 10 millioner træer i Slagelse Kommune. Allerede nu er de første 1.000 træer klar til plantning. Derfor efterlyser de frivillige et område i kommunen på 1 hektar, hvor de kan plante træerne.

PR-foto

17-årige Sofie Vinther er en af de frivillige ildsjæle, der torsdag aften mødtes på X-Class med drømmen om at plante 10 millioner træer i Slagelse Kommune.
“Jeg synes det er vildt spændende, fordi jeg i forvejen sidder med i Miljørådet her på X-Class. Jeg har desuden været spejder i 9 år, og vil gerne være med til at vi får mere natur.” fortæller Sofie, der til daglig går på X-Class.

Folk fra hele kommunen var mødt op til mødet, hvor der ikke blot blev udvekslet idéer og erfaringer, men også knoklet: Da mødet var slut, havde de frivillige skaffet de første 1.000 træer, der er klar til plantning. Nu mangler de frivillige blot én hektar jord hvor træerne kan plantes.

1.000 træer er en god start.
Ifølge de frivillige er 10 millioner træer i Slagelse Kommune et ganske realistisk bud: “Det lyder måske af meget, men faktisk er det slet ikke urealistisk med 10 millioner træer, i forhold til hvor stor vores kommune er. Her er 1.000 træer en god start.” siger Berit Gunnarsen, der sammen med Svend-Åge Westphalen og Christopher Trung Paulsen havde inviteret til opstartende møde.
“Vi skal have noget der suger noget CO2. Det er dét som det i bund og grund handler om. Derfor håber vi at kunne finde en en hektar jord, hvor vi kan plante træerne.” siger Christopher Trung Paulsen. De fastslår at det ikke nødvendigvis behøver være en hel hektar.

I februar måned vil der blive stiftet en forening, 10 Millioner Træer i Slagelse Kommune. For flere oplysninger, kontakt Berit Gunnarsen pr. e-mail her.