Alle har brug for at komme ud i naturen og mærke årstiderne skifte. Fra 2. marts kan bl.a. dagplejebørn i Skælskør se frem til endnu bedre muligheder for at få jord på fingrene, se forårets grønne spirer, høre efterårets hvirvlende visne blade og mærke vinterens frostklare snedage, når en ny miniputbane åbner. Miniputbanen skal være med til at udvikle børnenes sanser og motoriske evner hele året.

Pressefoto Slagelse Kommune

En ny miniputbane ved Kolds Stubbe i Skælskør er snart klar til at blive tage i brug af nysgerrige og ivrige dagplejebørn, og alle andre små borgere som har lyst til at få spændende oplevelser i naturen. Den nye miniputbane er lavet med afsæt i Slagelse Kommunes arbejde med de styrkede læreplaner og den tager udgangspunkt i at stimulere børnenes nysgerrighed, bevægelse og gå-på-mod. En tur rundt på miniputbanen kan give børnene mulighed for at udvikle deres motoriske evner samt opleve skovens dyr og planter på helt tæt hold gennem alle sanser.

Naturoplevelser hele året rundt.
– Naturen rummer mange forskellige oplevelser alle årets 12 måneder, og ikke kun når solen står højt på himlen, og det er varmt og tørt. Med den nye miniputbane vil vi styrke mulighederne for, at de små børn kan få oplevelser i naturen hele året rundt, uanset om der ligger sne på jorden, om det rusker og regner eller om vi er midt i den tørre sommervarme. Vi håber, rigtig mange vil bruge miniputbanen som et nyt og spændende supplement til leg, læring og oplevelser i naturen, siger formand for Børne- og Ungeudvalget Helle Blak. (F)

Tryghed i naturen.
– Idéen med Miniputbanen handler i bund og grund om, at dagplejebørn og andre små børn under 3 år kan føle sig trygge i naturen samtidig med, at de får brugt kroppen, sanserne og hinanden til at have det sjovt, siger Lis Wichers Dagplejechef i Slagelse Dagpleje.

Området for miniputbanen er helt bevidst ikke ryddet. Grene og træer står på naturlig vis, men omkranset af et hegn lavet af skovens træer. Miniputbanen inviterer til både leg og læring, og de små kan se frem til at udforske Rævegraven, driste sig igennem Musegangen og bestige Kæmpebjerget. Når sulten og trætheden melder sig, er der rig mulighed for at nyde både madpakken og middagsluren i skovbunden.

Plads til fordybelse og leg.
– I naturens stimuleres alle fem sanser. Både synssansen, høresansen, lugtesansen, smagssansen og følesansen. Derfor har vi også tænkt forskellige sanseindtryk ind i den nye bane, hvor børnene kan høre lydene, opleve duftene, og røre det, de møder. Samtidig har vi fokuseret på at skabe et område, som er trygt for de både små og store, og hvor der både er plads til den nysgerrige fordybelse og den vilde leg, siger leder af Slagelse Naturskole Tine Nord Raahauge.

Miniputbanen vil være offentligt tilgængelig og med indgang fra Bakkedraget. Miniputbanen er blevet lavet gennem et samarbejde med Slagelse Naturskole, Slagelse Dagpleje og Entreprenørservice i Slagelse Kommune.