Slagelse Station står foran en omfattende ombygning og fornyelse, som er tænkt sammen med det nye campusbyggeri, som Professionshøjskolen Absalon står for. Banedanmark har imidlertid været nødt til at udskyde ombygningen fra i år til næste år for at sikre, at hele ombygningen – inkl. sikringsarbejder – kan gennemføres i ét hug. Det oplyses i en pressemeddelse.

Pressefoto Banedanmark

I disse år gennemfører Banedanmark historisk mange anlægsprojekter, der skal gøre jernbanen klimavenlig og klar til fremtiden, så danskerne også fremover kan rejse hurtigt og grønt gennem trængsel og på tværs af landet. Et af disse projekter er ombygningen og fornyelsen af Slagelse Station. De mange jernbaneprojekter kan ikke gennemføres, uden at der bliver foretaget en såkaldt validering – hvilket betyder, at en sikringsteknisk specialist (en validator) gennemgår og godkender ethvert arbejde og enhver ændring i jernbanens mange sikringsanlæg og komponenter. Valideringen er helt afgørende for, at Banedanmark, som er ansvarlig for jernbanesikkerheden, kan garantere for, at alt lever op til de nødvendige krav og standarder.

“Vi går aldrig på kompromis med jernbanesikkerheden, og derfor slækker vi heller aldrig på kravene til den validering, der skal gennemføres i forbindelse med vores projekter. En del af arbejdet på Slagelse Station er, at sikringsanlægget bygges om, men der mangler validatorer til at udføre opgaven. Derfor har vi desværre måttet beslutte at udskyde opgaven til næste år,” siger områdechef Annette Justesen Bech fra Banedanmark.

Den type validatorer, som der er mangel på, er signaltekniske eksperter, der er specialiseret i de gamle sikringsanlæg. Disse anlæg bliver frem imod 2030 udfaset og afløst af det nye digitale signalsystem – og dette er også forklaringen på, at der er mangel på denne type validatorer. Der er nemlig ikke mange, der ønsker at uddanne sig til en ekspertise, som der snart ikke længere er brug for.

“Det er et dilemma, vi har i forbindelse med mange af vores projekter i disse år. Vi gennemfører en historisk stor udbygning og modernisering af jernbanen i Danmark, og derfor har vi et kæmpestort behov for validering – men samtidig er der ret få validatorer på markedet, som kender de gamle sikringsanlæg, så vi skal hele tiden tilpasse vores projekter efter, hvornår vi kan få valideret arbejderne,” forklarer Annette Justesen Bech.

Banedanmark og rådgivermarkedet har iværksat forskellige tiltag for at få uddannet flere validatorer – men det tager tid og løser derfor ikke problemet her og nu. Derfor har det været nødvendigt at udskyde projektet på Slagelse Station til 2021.  “Vi er klar over, at udskydelsen får konsekvenser for Slagelse Kommune og Professionshøjskolen Absalon, som er i gang med nogle byggeprojekter, der hænger tæt sammen med stationsprojektet. Det er yderst beklageligt, og det er noget, der har været med i vores overvejelser. Vi har imidlertid vurderet, at det ville være værre, hvis vi satte gang i et projekt, som så ikke kunne gøres færdigt til tiden, fordi vi ikke kan gå på kompromis med sikkerheden,” siger områdechef Annette Justesen Bech.

Banedanmark vil i den kommende tid udarbejde en ny tidsplan for den omfattende ombygning og fornyelse af Slagelse Station i 2021.

FAKTA : Følgende arbejder skal udføres på Slagelse Station:
18 sporskifter skal fornyes og de resterende skal fjernes
Spor 1 og 4 skal forlænges ca. 350 meter
5 km. nye skinner og ca. 7000 nye sveller
7 km. ny sporkasse og 2 km. ballastrensning
Nyt afvandingssystem på hele stationen
Alle signaler flyttes på nær 3 stk.
Fornyelse af perron ved spor 2-5
Sænkning af forsyningsledning ved SK Forsyning
140 meter spunsvæg til forlængelse af spor 4
2 nye B-spor
Fjernelse af gammelt standeranlæg
Afledte kørelednings- og sikringsarbejder