En gruppe af virksomheder fra Stillinge området, som næsten alle er medlem af Landsbyernes Erhvervsnetværk er gået sammen om et KÆMPE gavlmaleri på Støvlebækvej i Kirke Stillinge. Det oplyses i en pressemeddelse.

PR-Foto: Søren Parmo maleri

Initiativtager Finn Møller fra MØLLER i mejeriet, det lokale kunstgalleri siger: For mig er kunst, også i det offentlig rum et vigtigt bidrag til velvære, det er godt for turisme og bosætning, men allermest til glæde og forundring for områdets beboere.

Det startede med en ny kunstner i kunstgalleriet.
I slutningen af 2019, havde Finn Møller møde med en ny kunstner om en udstilling i påsken 2020. Dette møde med maleren Søren Parmo, udviklede sig til en rigtig god samtale omkring kunst i det offentlige rum, smags-dommeri, centralisering og landsbyernes udvikling eller afvikling. I dette møde blev ideen om et mere end 25 m2 stort gavlmaleri født. Mejeriet har en stor gavl som var velegnet, den kan ses af alle som kører fra Stillinge strand, så også turister og sommerhusboere får glæde af det store værk. Søren Parmo var fyldt med gode motiver, energien og spidsede pensler, nu manglede der bare finansieringen af det fantastiske projekt.

Nej fra statens kunstfond!
Finn Møller sendte en ansøgning til Statens Kunstfond, men herfra var der ingen interesse, måske fordi det er på landet? Da dette blev afvist kom tanken om at spørge erhvervslivet i lokalområdet, om de ville være med til at støtte projektet, hvilket blev gjort til et møde i Landsbyernes Erhvervsnetværk i starten af 2020.

Allerede samme aften var de første donationer i hus, og i løbet af ganske kort tid kom de sidst tilsagn i hus og hvis ikke Danmark var lukket ned, så var værket allerede udført! Det er jo pragtfuldt at der er så stor opbakning til at bringe kunst til vores lokalområde, jeg er sikker på at det giver glæde både til lokale beboere og de mange turister som besøger vores skønne kyst.

Placering på et lokalt kunsthus.
At initiativet kommer fra Finn Møller, er jo ikke helt tilfældigt, som lokal iværksætter har han og familien drevet virksomhed i området siden 2000, og siden 2018 drevet kunstgalleriet MØLLER i mejeriet. Gennem de sidste 5-6 år har han istandsat det gamle, og voldsomt forfaldne mejeri, således at det i dag fremtræder som et aktiv for området. Kunstgalleriet udnytter i dag ca 400 m2 af den store ejendom, og her er altid mindst 35 kunstnere præsenteret.

Kunstneren Søren Parmo.
Søren Parmo, stammer fra Ribe men bor og arbejder i Måløv. Han er inspireret af og en fantastisk arvtager efter nogle af de gamle danske kunstnere. Hans billedsprog er fabulerende, figur-rigt og inspireret af det spontane og frie liv. I malerierne indgår fuglen ofte som motiv – et symbol på frihed og livet generelt. Dette i et skønt samspil med andre finurlige figurer, farver, samt sjove og kringlede titler.

Inspirationen fornemmes bedst i hans håndtering af det umiddelbare, pågående og impulsive motivunivers. Søren Parmo arbejder bl.a. i spændingsfeltet omkring- og med modsætningerne enkelthed og kaos – sjov og alvor. Søren Parmo er naturligvis fast kunstner i MØLLER i mejeriet.

Afsløring 11 juni.
Værket bliver udført i ugen op til pinse, såfremt vejret arter sig, onsdag d 27 maj og vi planlægger afsløring/signering torsdag d 11 juni kl.18,30. Naturligvis er dette med forbehold for ændringer i myndighedernes anvisninger. Værket placeres her:

Foto: MØLLER i mejeriet

De deltagende virksomheder:
By og Bolig
Min Bolighandel Slagelse/Sorø
Bo Grønt Havecenter
Hj Huse
Saltbæk Agro
Karin Juel Revisor
Jongshøj Maskiner
Ølandsgården
Næsby strand vinlaug Erik Jørgensen
Kildemosens Smedie
Colourplus Slagelse