Den 26. juni kl. 12 er Solveig Schultz og Erik Sørensen klar i Kjærstrups mobile is- og chokoladebutik ved Stillinge Strand. Her vil de frem til 9. august byde på bl.a. flødebollesoftice og lækker is. Det oplyses i en pressemeddelse til Dit Slagelse.

Foodtrucken vil fra den 26. juni til og med den 9. august være opstillet på Stillingevej 73 ved Stillinge Strand hver dag fra kl. 12-20. Hver uge vil der blive sendt friske forsyninger fra Kjærstrups produktion på Bornholm.

Kjærstrup er især kendt for deres flødebollesoftice, der findes i flere varianter og består af en stor håndlavet flødebolle med softice og hjemmelavet topping. Nyheden i år er en RUBY flødebolle med hindbærskum, toppet med softice, hjemmelavet hindbærpure og frysetørret hindbær.

På åbningsdagen den 26. juni samt lørdag den 27. og søndag den 28. juni kan du prøve den bornholmske flødebollesoftice til særpris, 30 kr. Solveig og Erik vil også byde på andre sommerlækkerier i foodtrucken, nemlig vaffelis og softice med hjemmelavet topping, kolde chokoladedrikke med softice, flødeboller og friskbrygget kaffe.

Kjærstrup er en familieejet bornholmsk virksomhed med mere end 20 års erfaring i kvalitetschokolade og is. Bag virksomheden står ægteparret Birgitte Kjær og Peter Bræstrup. I produktionen i Snogebæk kredses der hver dag om detaljerne, så Kjærstrups kunder får den bedst mulige smagsoplevelse.

Solveig og Erik glæder sig til at kunne byde kunderne velkommen ved Stillinge Strand.