Historierne om at landdistrikterne er ved at blive tømt for indbyggere holder ikke. Indbyggertallet i landdistrikterne i Slagelse Kommune er stabilt set over tid. Nogle landsbyer har endda vokseværk, især de mindre landsbyer. Det viser en ny landsbyanalyse. Det oplyses i en pressemeddelse.

Pressefoto Slagelse Kommune

Landdistrikterne har det overordnet godt. Men der er store forskelle de enkelte landsbyer imellem. Tendensen er, at især de større landsbyer oplever en mindre fraflytning, mens særligt de mindre landsbyer tæt på naturen har vokseværk. Det viser en ny landsbyanalyse, som tager temperaturen på tilstanden i kommunens landdistrikter.

– Når man følger debatten, får man nogen gang indtryk af, at landdistrikterne er ved at lukke og slukke. Det er de langt fra. På landet har vi mange ildsjæle og et stærkt fællesskab og sammen med naturen og det rolige liv, man kan få herude, er det med til at holde liv i vores landdistrikter, siger Jørgen Grüner (F), formand for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget.

Som et af fire indsatsområder peger analysen på, at der er brug for en tilpasning af boligmassen. For eksempel ved at etablere lejeboliger i eksisterende bygninger, så ældre kan flytte til en mindre lejebolig i det område, hvor de har deres sociale netværk, og nye familier kan overtage deres huse. Analysen peger også på, at det er vigtigt, at beboerne kan mødes og dyrke fællesskabet eksempelvis ved at give mulighed for at eksisterende bygninger kan bruges til flere forskellige formål som møder, kontor og ramme for genoptræning. Som de sidste to indsatsområder anbefaler analysen, at have fokus på infrastrukturen og på, hvordan man kan give nemmere adgang til naturen i samarbejde med lodsejerne.

Analysen bliver omdrejningspunktet, når Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget i den kommende tid inviterer til tre dialogmøder.

– Som kommune vil vi gerne understøtte udviklingen på landet. Derfor er jeg glad for, at vi har fået en analyse, som peger på nogle områder, hvor vi skal sætte ind. Nu tager vi rundt besøger lokalsamfundene for at snakke med dem om, hvordan de ser på deres egne udviklingsmuligheder, siger Knud Vincents (V), medlem af Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget.