Mange forventningsfulde idrætsudøvere kan nu se frem til, at der også åbnes op for indendørs idræt. I Slagelse Kommune arbejder man på højtryk for at få idrætshallerne klar. De genåbner derfor allerede i løbet af ugen, så floorball, håndbold og alle andre indendørs idrætsgrene igen kan dyrke idrætten og fællesskabet. Det oplyser Slagelse Kommune i en pressemeddelse.

Pressefoto Slagelse Kommune

Selvom sommerferien nærmer sig, og mange foreninger har lukket aktiviteterne ned, så kan idrætsforeningerne se frem til, at idrætshallerne nu åbnes op for aktiviteter indtil 26. juni. Da forsamlingsforbuddet ligeledes pr. 8. juni er hævet til 50 personer giver det mulighed for, at idrætsforeningerne igen kan åbne op for deres aktiviteter i større eller mindre grad. Af hensyn til genåbningen er det naturligvis forsat vigtigt, at alle overholder gældende retningslinjer fra sundhedsmyndighederne.

– Vi er rigtig glade for, at vi nu igen kan åbne op for vores idrætshaller. Rigtig mange foreninger har tænkt kreativt i denne periode og flyttet aktiviteter udenfor, men vi ved også, at mange har ventet med længsel på en genåbning. Mange savner selvfølgelig både muligheden for at være aktiv, men i høj grad også det fællesskab og sammenhold, som er kendetegnende for idrætslivet, og som godt kan dyrkes, selvom der fortsat skal holdes afstand. Derfor har vi arbejdet på højtryk for at få åbnet op igen så hurtigt som muligt efter regeringens udmelding, så vi igen kan understøtte borgernes mulighed for at have et aktivt fritidsliv, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Andersen.(A)

Foreningerne får nu mulighed for at booke haltider inden uge 27, hvor sommerferien starter. Der kan dog ikke bookes tider i gymnastiksalen ved Nordhallen i Slagelse, da den er ved at blive renoveret. Foreningerne er til hver en tid ansvarlig for medlemmerne og for overholdelsen af både sundhedsmyndighedernes retningslinjer samt egne forbunds retningslinjer for sporten.

Korsør svømmehal genåbner torsdag.
Ligesom idrætshallerne gør klar til genåbning, så er der også godt nyt til svømmerne. Korsør svømmehal forventer at genåbne torsdag eftermiddag, såfremt vandprøverne er i orden. Slagelse Svømmehal genåbner dog først til oktober, da hallen står overfor en større renoveringen, som påbegyndes i nærmeste fremtid.