Vores dygtige ernæringsassistentelev Camilla har fået femten 12-taller på sit eksamensbevis. Således skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelse.

Camilla Jensen på 23 år er ernæringsassistentelev hos Madservice Skovvang. Og hun er en dygtig en af slagsen. Meget dygtig. Faktisk så dygtigt, at hun har fået 11,6 i karaktergennemsnit og opnået guldmedalje på uddannelsen. Da vi fanger Camilla på telefonen, står hun netop og ordner nogle forårsløg i køkkenet ude på Skovvang. Hun er tilbage til hverdagen efter en vel overstået svendeprøve. Hun har nogle få dage tilbage som elev, inden hun endelig kan kalde sig ernæringsassistent den 8. juli.

Camilla Jensen (pressefoto Slagelse Kommune)

Talentspor med ekstra udfordringer.
Camilla har gået på et specielt talentspor på uddannelsen, for som hun siger: ”Jeg prøvede hele tiden at tage skridtet videre. Analysere på alting og tænke videre. Jeg løser opgaver, som jeg ikke er blevet bedt om. Det handler for mig om at blive så dygtig som muligt!”

Hendes lærer bemærkede, at det hun ikke virkede tilstrækkeligt udfordret af undervisningen, og at der var stort potentiale. Derfor tilbød han Camilla, at hun kunne komme på talentsporet. Det indebar så, at hun havde flere fag på et højere niveau og skulle løse flere opgaver end normalt, samtidig med, at hun også skulle lave de sædvanlige opgaver på hovedsporet. Så Camilla kastede sig ud i talentforløbet. Med en vis succes, må man sige. Det er blevet til femten 12-taller, og til svendeprøven fik hun også 12 i både den skriftlige og mundtlige praktiske del.

Uddannelsen tager normalt 3 år og 7 måneder, men fordi Camilla havde bager og konditor på grundforløb i forvejen, tog den 3 år for hende. 3 år, som hun nu kan sætte flot punktum for.

Guld! Hvad er det?
Man får guldmedaljen, hvis man får 12 i begge dele af svendeprøven, som Camilla gjorde. Det indebærer så, at man får overrakt en guldmedalje af Fagligt Forbund ved en ceremoni til september.

Hvad bringer fremtiden?
Camilla bor til dagligt i Skælskør og er lige nu i praktik i hos Madservice Skovvang som en del af produktionen i køkkenet, hvor de dagligt laver mad til 300 mennesker. Camilla har særlig interesse i folk med dysfagi, som er en lidelse, der gør det svært at tygge og/eller synke og dermed altså at spise og drikke. Det dækker over hele processen, fra det øjeblik mad eller drikke kommer ind i munden, og indtil det når mavesækken.

Men hvad bringer fremtiden? Foreløbig har Camilla fået et vikariat på Madservice Skovvang, så hun kan fortsætte samme sted lidt endnu. Men i fremtiden drømmer hun om måske at blive selvstændig konsulent og kombinere det psykologiske med det ernæringsmæssige. Det kunne fx være i arbejdet med børn eller folk med dysfagi. For som hun siger: ”Det teoretiske har fanget mig”.

Del på sociale medier