Efter en noget alternativ afslutning på sæsonen 2019-20 i Skælskør Badminton Klub pga. covid-19, så bringer sæsonen 2020-21 forhåbentlig en noget mere normaliseret sæson uden coronaafbrydelser m.m. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Allerede i august måned går det løs med en række badmintonaktiviteter for fjerelskere. I Skælskør Badminton Klub åbnes der op for ungdomstræningen fra mandag d. 10. august, hvor nuværende medlemmer, såvel som øvrige interesserede, kan runde Skælskør Badminton Center på Sorøvej 88A for udviklende og sjov træning med fjerbolden som omdrejningspunkt. Klubbens bedste ungdomsspillere har endvidere knoklet ekstra hårdt over sommeren, da ungdoms Elite DM pga. Covid-19 blev udskudt til d. 14-16. august. Landets bedste ungdomsspillere samles således i Greve for at kæmpe om, at blive Danmarks bedste ungdomsspillere inden for deres kategori og aldersgruppe.

I Badmintonligaen tager Danmarksmestrene fra 2019, Team Skælskør-Slagelse kommune, hul på sæsonen tirsdag d. 25. august, hvor der på hjemmebane tages imod bronzevinderne fra final-4, Solrød Strand. Allerede torsdag d. 27. august er holdet i aktion igen – denne gang på udebane i Odense, hvor der spilles mod oprykkerne fra OBK.

En måned med masser af god fjer rundes af i Skælskør Badminton Center, hvor Skælskør Badminton Klub weekenden d. 29-30. august er værter for U17/19M Yonex Mesterrækkecup. Et stævne hvor klubbens frivillige endnu en gang støtter op og viser, hvad der kan lade sig gøre, når man er en del af et stærkt og forpligtende fællesskab.

Skælskør Badminton Klub byder alle velkomne til sæsonen 2020-21 og glæder sig til at byde nuværende såvel som nye medlemmer velkommen i Skælskør Badminton Center.