Lørdag den 22. august klokken 13-17 holder Slagelse Kunstforening fernisering i Det Røde Tårn i Træskogården. Kunstnerne er denne gang pilefletkunstneren Klaus Titze og maleren Mette Holmskov. Åbningstalen holdes af formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Jørgen Andersen.

Den der tror at pileflet bare er noget man kan sysle med på hobbyplan må tro om igen, når man ser Klaus Tizes værker. Han blev uddannet som kurvemager i Østtyskland i årene 1984-86, og har lige siden udviklet og fornyet sit håndværk, så det i dag fremstår som vild og eksperimenterende kunst, der kombinerer pilens smidige og organiske natur med andre materialer som ler, metal og fiberbeton. Det bliver ikke kun til kurve, det bliver også til brændte krukker, fade, møbler og land-art, med motiv hentet både til lands og til vands.

Klaus Titze blev født i Wilhelmsthal/DDR i 1952 og flyttede til Danmark i 1995. Han bor i dag på Møn og er en integreret del af den danske kunstscene. Han har udstillet et hav af steder i ind- og udland, han modtog et arbejdsleget fra Statens Kunstfond i 2007, har udført en række bestillingsarbejder og kan aktuelt ses i Reventlow Parken på Lolland, hvor han viser et land-art værk: Swimming Pool.

Og så i Røde Tårn i Slagelse fra lørdag den 22. august. Søndag den 30. august bliver der desuden lejlighed til at møde ham i Det Røde Tårn, hvor han vil komme og vise og fortælle om sin helt særegne kunst

Mens Klaus Titze indtager gulvet i Røde Tårn, dækker Mette Holmskov væggene. Hun begyndte også sin kunstneriske bane med et håndværk. Hun blev uddannet på Kunsthåndværkerskolen i København, på keramiklinjen, men har livet igennem foretrukket at arbejde todimensionelt. Helt har hun dog ikke forladt keramikken; hun har bl.a. udført en stor keramisk udsmykning til en skole i Hillerød. Men når hun nu udstiller i Røde Tårn er det med oliemalerier, hvor hendes store inspiration er naturen. Hendes metode er at sidde ude i naturen med sin skitseblok, og så senere omdanne oplevelsen til maleri hjemme i atelieret. Det er lyset, der bestemmer motivet. En dramatisk tordenhimmel er mere spændende end en blå sommerhimmel, og en nypløjet mark er mere interessant end en bølgende kornmark.

Mette Holmskov er vokset op i et kunstnerhjem, hvor hun havde adgang til alle materialer, og hvor det hun frembragte blev taget alvorligt. Hendes far, Helge Holmskov, er velkendt i Slagelse. Det er ham der har udført den store stålskulptur ’Dialog’ bag rådhuset, og han har også æren for den lille fine ’Dreng og Pige’ ved Nørrevangsskolen.

Slagelse Kunstforening glæder sig til at se rigtig mange gæster til ferniseringen, hvor alle er velkomne. Oplevelsen starter allerede i indgangen til Det Røde Tårn, hvor Klaus Titze er mester for en kæmpestor, knaldblå sofa.

Efter ferniseringen kan udstillingen ses hver fredag-lørdag-søndag klokken 13-17 med søndag den 13. september som sidste dag. Gratis adgang.

Klaus Titze. Pressefoto.
Brun mark. Pressefoto.