Alle mennesker fortæller historier. Vi fortæller og lytter til hinandens historier – fra de små hverdagsfortællinger over kaffen til den store verdenshistorie. Fællesskab og historiefortælling hænger uløseligt sammen, og det er kun endnu mere vigtigt at huske på, når pandemier, naturkatastrofer og ulykker truer.

På Slagelse Biblioteker og Borgerservice rykker vi sammen – med afstand selvfølgelig – for at dele historier, lytte og føle sammenhold. Vi kalder derfor efterårets tema for ’Sammen om historier’.

Vi glæder os til at byde velkommen til et efterår fuld af foredrag med blandt andre Peter Kær og Merete Pryds Helle, samtalesaloner, fællessang, læse- og filmklubber, barselscaféer, udstillinger og meget andet.

Glæd dig også til alle de sjove aktiviteter for børn og familier lige fra teater, kreative workshops, pirater og filmhygge med Nordisk Børnefilmfestival. Traditionen tro skal vi gyse lidt med De Dødes Nat, inden julens hygge står for døren. Til De Dødes Nat, der i år bliver en festival, slippes mørkets kræfter atter løs i Slagelses gader – og på biblioteket!

Faglig koordinator for kommunikation og oplevelser, Carina Stubager, udtaler om efterårets program, der i år foregår under lidt anderledes rammer; ”Året i år har vist sig at blive helt anderledes, end nogen af os kunne have forudset. Men selvom vi har måtte vænne os til at gøre tingene på nye måder, så tror vi stadig på, at det fysiske møde er vigtigt! Vi trænger til fællesskab og gode historier. Vi skal inspireres, blive klogere og have oplevelser, der sætter tankerne i gang.”

Kort sagt – Vi har igen fyldt programmet til randen med gode oplevelser til alle aldre, men vi opfordrer selvfølgelig også til at passe på hinanden i den her tid. Slagelse Biblioteker og Borgerservice følger gældende retningslinjer for arrangementer, og er man syg eller har mistanke om smitte, så skal man melde afbud til vores arrangementer.

Programmet uddeles på alle biblioteker og borgerservice i Slagelse kommune fra onsdag den 2. september 2020. Du finder også programmet og bestiller billetter via Slagelsebib.dk.

Foto: ABW