Af Pia Loop

Lejernes Hus er en lejerforening i Slagelse. Jeg er medlem af Lejernes Hus. Mit medlemsnummer er 9615184, og jeg har været medlem siden 2015, som jeg husker det, men har desværre ikke gemt alle girokortene og tiden går – men også fordi jeg gerne vil deltage i lejerforeningsarbejde som frivillig.

Men jeg får ikke lov til dette, og det undrer mig, når det nu er en advokat, som styrer det.

Jeg har fundet ud af, at Lejernes Hus lige har afholdt generalforsamling, uden at jeg er blevet indkaldt. Det er 3. gang siden jul 2019, hvor Lejernes Hus er ligeglade med min stemme.

Generalforsamlingen har ikke været indkaldt i pressen, ingenting på Lejernes Hus’ hjemmeside, som jeg tjekker jævnligt, og jeg er heller ikke blevet indkaldt på mail. Jeg ved, at andre er inviteret på mail. Det er for dårligt.

Den 30. august 2020 skrev jeg til Lejernes Hus for at få en forklaring på, hvorfor man som medlem ikke bliver inviteret med til generalforsamlingerne. Det har de ignoreret. Jeg har bedt om at få referatet. Det har de ignoreret.

Det ligner en gentagelse af generalforsamlingerne i januar 2020, hvor jeg heller ikke fik en chance for at deltage, og hvor man stadigvæk ikke har sendt mig et referat af møderne, selvom jeg har skrevet efter disse, i februar og august måned 2020.

Det er ulovligt indkaldte generalforsamlinger, når en forening ikke giver sine medlemmer mulighed for at deltage i generalforsamlingen. Det er ulovligt, at man ikke må få referaterne.

Gad vide, om det kun er dem, som stemmer på de ”rigtige”, der får lov til at deltage på møderne?

Når man skriver eller ringer, får man ingen svar. Der sker ikke noget, i de sager jeg beder om hjælp til, og jeg har åbenbart ingen ret til at blive oplyst om generalforsamlinger, hverken før eller efter møderne. Jeg synes, det er noget fusk og snyd og en dårlig forening, der behandler sine medlemmer sådan.

Så er der ingen grund til at betale sit medlemsgebyr, som er dyrt nok. Jeg vil have mine kontingentpenge tilbage, og jeg melder mig ind i LLO i stedet, som heldigvis har åbnet et kontor i Slagelse med en dygtig jurist. Jeg opfordrer hermed andre til at gøre det samme, hvis man vil have hjælp med problemer på ens lejemål