Den grønne omstilling af busdriften er slået igennem på hele Sjælland. Det står klart efter Movias udbud A18 af bustrafik, hvor Glostrup, Guldborgsund, Lolland, Rødovre og Slagelse kommuner har besluttet at indsætte i alt 47 nye el-busser på samlet 21 buslinjer fra sommeren 2021.

Klimavenlige busser og grøn omstilling af den kollektive transport er langt fra bare et storbyfænomen. Det står klart efter at Glostrup, Guldborgsund, Lolland, Rødovre og Slagelse kommuner for første gang indsætter 100 pct. emissionsfri elbusser på udvalgte buslinjer som led i Movias udbud A18.

Skiftet til mere bæredygtig drift sker i tæt samarbejde med Movia og operatørerne Keolis og Kruse. Dermed bidrager de fem kommuner til at nå den klima- og miljøanbefaling, som er central i Movias nye mobilitetsplan for hele Sjælland.

De fem kommuners tilsammen 21 buslinjer transporterer sammenlagt ca. 3,6 mio. passagerer årligt. At tranportere sig sammen er i forvejen mindre klimabelastende end at rejse hver for sig, og når det samtidig sker med bæredygtige drivmidler så som el, reduceres det samlede klimaaftryk endnu mere.

I de fem kommuner glæder man sig over, at borgerne snart får et endnu mere miljøvenligt transportvalg med elbusser.

“I Glostrup ønsker vi at bidrage til den grønne omstilling – også på transportområdet. Beslutningen om elbusser på linje 142 er en lille, men vigtig del af de løsninger, som vi arbejder med for at fremme mere bæredygtig transport og mobilitet. Omstillingen til elbusser gavner ikke kun klimaet, men også den enkelte borgers sundhed. Jeg glæder mig derfor over, at borgerne i Ejby, hvor bus 142 kører, næste år slipper for dieselbusserne og i stedet møder støjsvage og miljøvenlige busser på vejene”, siger John Engelhardt (V), som er borgmester i Glostrup Kommune.

“Guldborgsund Kommune vil være en bæredygtig kommune, og derfor er elbusser et naturligt valg, når vi udskifter de nuværende busser til næste sommer. Ved at vælge miljøvenlige busser bakker vi op om Movias mål om fossilfrihed i 2030 og tilføjer dertil en væsentlig partikel- og støjreduktion til glæde for nærmiljøet i vores byrum”, siger Peter Bring Larsen (Guldborgsundlisten), formand for Teknik, Miljø og Ejendomsudvalg i Guldborgsund Kommune.

“I Lolland Kommune producerer vores vindmøller og solceller i dag så meget grøn energi, at vi har langt mere grøn strøm end kommunen og vores borgere selv kan bruge. Vi har derfor længe ønsket os at teste muligheder for at bruge mere af den grønne strøm, vi selv producerer f.eks. i transportsektoren. Derfor er vi meget glade for, at vi nu kan se frem til at få Lolland Kommunes første elektriske bus på gaden”, siger Gert Mortensen (S), udvalgsformand for Teknisk Udvalg i Lolland Kommune.

“Fremtidens trafik skal være grøn. Det handler ikke kun om, at vi skal passe på vores miljø og klima. Det handler også om vores sundhed. Luftforureningen fra blandt andet dieselkøretøjer kan være kræftfremkaldende og give nedsat lungefunktion, så man kan have svært ved at trække vejret. Vi har mange lungepatienter i Rødovre, som vi vil gøre alt, hvad vi kan for at beskytte”, siger Rødovre Kommunes borgmester Britt Jensen (S).

“I Slagelse Kommune vil vi gerne bakke op om den grønne omstilling, og derfor har vi sagt ja tak til elbusser. Det vil forbedre luftkvaliteten i Slagelse. Samtidig larmer en elbus ikke nær så meget som en dieselbus, så beboerne på vejene, hvor busserne kører, kan se frem til mindre støj, siger formand for Erhvervs- og Teknikudvalget Villum Christensen (LA) i Slagelse Kommune.

Kommunernes nye elbusser er emissionsfri, hvilket betyder, at de lokalt hverken forurener med CO2, NOx eller partikler. Busserne kommer også til at støje mindre, hvilket kan mærkes både inde i bussen og udenfor.

Det er mobilitetsselskabet Movia, der har udbudt busdriften for kommunerne. Administrerende direktør, Dorthe Nøhr Pedersen, ser de fem kommuner som foregangskommuner, der vil drive på en beslutning om emissionsfrie busser, som kan brede sig til mange andre kommuner i Movias område.

“I Movias mobilitetsplan kører alle vores busser fossilfrit i 2030, og mindst halvdelen af dem kører på el. Vores flextrafik kører udelukkende i elbiler senest i 2030, og alle nye tog på vores lokalbaner er eldrevne. Derfor er vi meget glade for det stærke signal som Glostrup, Guldborgsund, Lolland, Rødovre og Slagelse kommuner nu sender om, at klimamål og ambitioner er relevante uanset geografi – både i byen og på landet”, siger Movias administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen.

Med de fem kommuners 47 nye elbusser vil der i 2021 i alt komme til at køre 123 elbusser på Sjælland svarerende til 9 pct. af Movias samlede busdrift opgjort på antal køreplantimer. Dertil kommer, at Movia også har sat strøm til fem elhavnebusser i 2020. Det betyder en samlet reduktion på 8.400 tons CO2, 21 tons NOx og 230 kg partikler. De fem kommuners 47 nye nulemissions elbusser sættes i drift i løbet af sommeren 2021.

Følgende kommuner har allerede elbusser i drift: Roskilde, Ballerup, Egedal, København og Frederiksberg – i alt 76 elbusser.

Om Movias udbud A18

I Movias udbud A18 indsætter Lolland Kommune også fossilfri busser, som er langt mere miljøvenlige, selvom de ikke er helt emissionsfri, på en række buslinjer – og opnår dermed en 100 pct. fossilfri busdrift.

Med udbuddet får Region Sjælland derudover 30 nye fossile driftsbusser. Busserne erstatter regionens eksisterende dieselbusser med nye, som vil reducere ca. 75 pct. af de eksisterende bussers udledning af NOx og ca. 50 pct. af partikeludledningen. I løbet af kontraktperioden kan Region Sjælland vælge at tilkøbe fossilfri drift af de nye busser ved at overgå til fossilfri drivmidler.

Med A18 fortsætter Region Hovedstadens drift af linje 300S og 30E med de nuværende 34 fossile driftsbusser frem til åbning for passagerer på Letbanen langs Ring 3, som pt. forventes at blive medio 2025.

Om Slagelse Kommunes elbusser i 2021

• Slagelse Kommune indsætter elbusser på 9 buslinjer. Det gælder buslinjerne 901, 902, 903, 904, 905, 908, 909, 431 og 460.
• I Slagelse overgår tæt på 100 pct. af kommunens buskørsel fra diesel til el svarende til ca. 1,8 kørte kilometer om året.
• Elbusser sparer årligt kommunen for 1.539 tons CO2 udledning.
• Merudgiften for kommunen ved valg af elbusser frem for fossil drift er ca. 3 mio. kr. pr. år.

Movia modtager støtte fra EU’s ELENA facilitet (under Horizon 2020 programmet) til at forberede omstilling af busser og havnebusser til el drift.

Pressefoto