Torsdag i sidste uge var det de lediges tur til at give deres bud på, hvordan jobcenteret kan give dem et større ejerskab af vejen frem efter kontanthjælp, da der var inviteret til samarbejde om nye tiltag. Det oplyser Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

I samarbejde med borgerne ønsker Jobcentrets afdeling for opkvalificering nemlig at udvikle deres eksisterende tilbud til borgere på kontanthjælp.

– Vi har et tilbud i afdelingen, som desværre ikke virker som vi håbede, da det blev startet. Det vil vi lave om på, fordi det er rigtigt, og fordi vi vil være bedre til at støtte borgerne i at mestre eget liv og beslutninger. Vi skal kunne gøre vores tilbud bedre undervejs – og det vil vi helst gøre sammen med borgerne.” udtaler afdelingsleder i Jobcenter Slagelses afdeling for opkvalificering, Kim Thanner Franzpötter.

Der var derfor inviteret til en udviklingsdag med de borgere, som har benyttet sig af det hidtidige tilbud. Og selvom der i disse COVID-19 tider var god afstand mellem deltagerne, så var der til gengæld på papiret tæt kø i talerækken, hvor flere borgerne gav udtryk for, at de følte sig hørt og kom med mange input.

Blandt andet ideen omkring et individuelt fastlagt ugeskema med mulighed for løbende online møder med fagpersoner vakte begejstring, men som en af deltagerne udtrykte på mødet: ”at blive set, hørt og forstået er det vigtigste”.

Der har længe været et ønske i Jobcenter Slagelse at give de ledige en større motivation og ejerskab til indsatserne og lave en fælles plan, så dét at være aktiv på arbejdsmarkedet eller på en uddannelse bliver en del af hverdagen. Det vil arbejdet med borgerinddragelse og det nye tilbud forhåbentligt kunne hjælpe med at opfylde.

Pressefoto
Pressefoto