Oplev revysange og swingmusik fra Besættelsestidens Danmark, når orkesteret “Et letsindigt ord” giver koncert.

Det sker torsdag d. 26. november 2020, kl. 19.00-21.00 på Skælskør Bibliotek.

Koncerten er krydret med fortællinger om de komponister, tekstforfattere og musikere, der skabte og fremførte musikken og giver et godt indblik i en mørk tid, hvor musik både fungerede som adspredelse og protest.

Hvad musik hørte modstandsmanden, den almindelige dansker, den tyske soldat og de andre grupper i samfundet? De er nogle af de spørgsmål “Et letsindigt ord” forsøger at besvare gennem musik og ord. Musikken fremføres i arrangementer tro mod de oprindelige versioner, men uden at være en nøjagtige kopier.

I besættelsestidens censurerede Danmark blev både swing-musikken og revyen særligt populære, og mange revyer forsøgte at gå helt til stregen med åbenlys eller underforstået humor. Swingmusikken var ofte krydret med underholdning, refrænsang og populært repertoire. Musikken og revyerne kunne bruges både som en protestmulighed og anledning til adspredelse.

Et letsindigt ord fokuserer primært på disse revysange og swing-numre skrevet og spillet af bl.a. Poul Henningsen (PH), Kai Norman Andersen, Gerda og Ulrik Neumann, Børge Müller, Leo Mathiesen, Svend Asmussen m.fl.

Alle musikere er konservatorieuddannede og har en lang erfaring med koncerter på spillesteder, festivaler og jazzklubber både i Danmark og udlandet.

Karoline Budtz: Vokal
Jens Christian Kwella: Guitar
Kim Mikkelsen: Kontrabas

Læs mere her

Foto: ABW