Vaccinerne begynder at rulle ud og både borgere på plejecentre og ældre på 85+, som bor i eget hjem i Slagelse Kommune, har fået eller er ved at få 1. stik. Det giver lys for enden af tunnelen, skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

Det har været og er stadig en hård tid at være borger og medarbejder i. Derfor vil et samlet Forebyggelses- og Seniorudvalg gerne takke alle medarbejdere i Center for Sundhed og Ældre, fordi de hver dag yder en kæmpe indsats i kampen mod Coronavirussen.

Coronakrisen har vendt op og ned på alles hverdag. Der er ikke meget, der er, som det plejer at være. Det gælder også hos medarbejderne i Center for Sundhed og Ældre, som hver dag gør en ganske særlig indsats i en rigtig svær tid, hvor arbejdssituationen er markant ændret for de fleste, og hvor værnemidler og smitterisiko desværre er blevet et vilkår.

– Vi er dybt taknemmelige for den behandling og hjælp, som alle medarbejdere på sundheds- og ældreområdet udfører under vanskelige forhold. Nogle har byttet kontoret ud med en hjemmearbejdsplads, mens andre fortsætter ufortrødent med at møde fysisk ind på arbejdet, fordi de udfylder en af samfundets kritiske funktioner. Vi har den største respekt for det arbejde, som alle leverer, for vi ved, at alle hver dag gør, hvad de kan for at yde den bedste service og omsorg, lyder det fra et samlet Forebyggelses- og Seniorudvalg.

Selvom vaccinerne lige nu giver håb i takt med at flere og flere bliver vaccineret, så er det en særlig arbejdssituation, som personalet på sundheds- og ældreområdet står i.

– Mange medarbejdere på sundheds- og ældreområdet har stået i forreste række igennem først et voldsomt forår, og et efterår hvor coronasmitten igen tog ekstra fat. Medarbejderne har været der for vores ældre og svage medborgere, når de havde allermest brug for det. Vi håber, det snart lysner, men ind til da så stor tak fordi I holder ud, holder ved og hænger i. Vi har hårdt brug for jer, slutter et samlet Forebyggelses- og Seniorudvalg.

Unnie L. B. Oldenburg – fungerende formand, Anders Nielsen, Jimmi Jørgensen, Jørn-Ole Didriksen, Ann Sibbern, Helle Jacobsen og Bodil Knudsen.

 

Foto: ABW