Fra tirsdag den 19. januar har Slagelse Biblioteker og Borgerservice indført konceptet ’Click & Collect’, som betyder, at læsehungrende lånere nu kan afhente deres reserverede bøger!

Selvom mange af landets biblioteker er lukket ned, bliver læsetrangen ikke mindre. Derfor er det nu muligt at reservere og afhente bøger igen på bibliotekerne i Korsør, Skælskør og Slagelse. På baggrund af nye retningslinjer må biblioteker åbne for foyerer og forhaller til udlån og aflevering af bøger, så længe det kan foregå på forsvarlig vis. Og det kan det på alle tre biblioteker.

Click & Collect – hent reserverede bøger på biblioteket
Borgere har under lukkeperioden haft mulighed for at reservere materialer på bibliotekernes hjemmeside www.slagelsebib.dk eller www.bibliotek.dk. Men nu har de også mulighed for at afhente materialer, hvis de kontakter biblioteket via. en formular på hjemmesiden.

For at hente reserverede materialer skal man udfylde formularen på hjemmesiden www.slagelsebib.dk. Derefter pakker bibliotekarerne materialerne og vender tilbage med et afhentningstidspunkt. Det er altså ikke muligt, at afhente materialer uden forudgående aftale.

Det er kun muligt at afhente materialer en person ad gangen. Derfor opfordrer biblioteket borgerne til at vise hensyn til hinanden og huske at spritte hænder både før og efter besøget, ligesom det stadig er påkrævet at bære mundbind indendørs.

Bøgerne har været savnet
Efter én enkelt dag med konceptet i luften kan biblioteket erfare over 100 henvendelser vedrørende afhentning af reserverede bøger. ”Det må jo betyde, at læselysten stadig lever derude, og at borgerne har savnet bøgerne og os. Det er dejligt at kunne give nogle positive oplevelser i den her tid. ” fortæller, Faglig koordinator, Heidie Schjøtt Grummesgaard, imens hun flittigt finder reserverede bøger frem fra hylderne.

Læs meget mere om gebyrer, Click & Collect, muligheder for studerende og elever, samt de mange forskellige (og gratis) digitale tjenester på www.slagelsebib.dk

Lene Vedel Olsen – pressefoto
Heidie Schjoett Grummesgaard – pressefoto