Søndag den 4. oktober kl. 11.00 inviterer MØLLER i mejeriet – Kunstgalleri til fernisering på særudstillingen “Nordlys – en rejse i den nordiske ånd” med værker af Årets kunstner Slagelse 2026, Torben Kaas.

Udstillingen åbnes af borgmester Knud Vincents kl. 11.00.

Torben Kaas bor og arbejder i Bisserup og er kendt for sit markante lys og sine kraftige, rustikke farver. Han har blandt andet taget kurser i maleri og kunsthistorie på kunstskole og arbejder desuden som musiker med flere albumudgivelser bag sig.

I udstillingen Nordlys – en rejse i den nordiske ånd er det særligt det nordiske lys, der er i centrum. Torben Kaas arbejder med klare jordfarver og nuancer af blandt andet blå, turkis, rød og gylden orange. Motiverne er ofte hentet fra området omkring Bisserup, hvor strandhuse, gårde og landskaber danner udgangspunkt for billederne.

Husene og landskaberne bliver i hans malerier en del af en større fortælling om stemninger, erindringer og steder. Inspirationen opstår blandt andet på ture langs strandengen tidligt om morgenen eller ved aftenstid, hvor det blå lys og det gyldne skær over vandet præger landskabet.
Torben Kaas beskriver selv sit arbejde som abstrakt naturalistisk og med en tydelig nordisk billedtradition. I malerprocessen arbejder han ofte på flere oliemalerier ad gangen og lader billederne udvikle sig over tid.

Kunstneren vil være til stede ved ferniseringen. Der er gratis adgang, og galleriet byder på et glas vin eller en kop kaffe.

Det sker
Søndag den 4. oktober 2026 kl. 11.00
MØLLER i mejeriet – Kunstgalleri
Solvænget 2, Kirke Stillinge
4200 Slagelse

Læs mere her:
Møller i Mejeriet – Kunst og kunsthåndværk

Pressefoto

Dato: 04-10-2026
Sted: MØLLER i mejeriet

Del gerne dette