Boldklubben B73 Slagelse kan nu føje endnu en flot anerkendelse til klubbens historie. Ved Slagelse Guld blev klubben kåret som Årets Idrætsforening 2025 af Slagelse Idræts Råd.
Ifølge formand Jørn C. Nielsen er prisen yderst velfortjent:
– Alle disse forhold gør, at det er absolut velfortjent at kåre Boldklubben B73 som Årets Idrætsforening 2025.
Med prisen følger 10.000 kroner, som blev overrakt af afdelingschef Trine Tybo fra SJF Bank.
Fællesskab i centrum
B73 er meget mere end en fodboldklub. Med værdierne fællesskab, respekt, rummelighed og udvikling – også kaldet “den grønne tråd” – har klubben gennem mange år arbejdet målrettet på at skabe et trygt og inkluderende miljø for børn og unge.
Det blev også anerkendt i 2025, hvor klubben blev kåret som Årets Børneklub af DBU Sjælland. Her blev det blandt andet fremhævet, at alle børn får lige muligheder uanset niveau, alder og køn, og at sammenlægningen af pige- og drengeafdelinger har styrket fællesskabet.
Frivilligheden er rygraden
En stor del af succesen skyldes de mange frivillige, som året rundt bidrager som trænere, ledere og forældre. Gennem tiden har en lang række ildsjæle været med til at forme klubben, og også i dag er der stærke kræfter bag den daglige drift.
Samtidig spiller B73’s støtteforening en vigtig rolle i at bakke op om klubbens aktiviteter og udvikling.
Fra bredde til talentudvikling
B73 formår at kombinere bredde og elite. Klubben tilbyder både fodboldskoler, sociale arrangementer og fællesskab på tværs – samtidig med at der er fokus på talentudvikling.
Senest har klubben etableret et nyt fodboldakademi, hvor unge spillere får mulighed for at udvikle sig både sportsligt og personligt.
En klub med helhedssyn
Med en klar børne- og ungdomspolitik baseret på DBU’s anbefalinger og børnerettigheder arbejder klubben målrettet for, at trivsel altid er i centrum.
Netop kombinationen af stærke værdier, frivillighed og sportslig udvikling er med til at gøre B73 til en klub, hvor både bredden og eliten trives – og som nu kan kalde sig Årets Idrætsforening i Slagelse.

Slagelse Guld 2026 – Antvorskovhallen, Slagelse
Foto: Lars Laursen / Slagelse Kommune / Slagelse Idræts Råd
























