Agent escape game på Slagelse Museum.

Slagelse Museum viser i øjeblikket udstillingen ’Skyggekrigerne – Vestsjællands hemmelige modstandskamp’. Den handler blandt andet om de hemmelige agenter, der var med i den danske modstandsbevægelse. Her satte de livet på spil for en sag, de troede på.

I tilknytning til udstillingen er lavet et escape game, som er særlig velegnet til børn mellem 9 og 12 år.

Optakt

Vi befinder os under Anden Verdenskrig – og I er i rollerne som hemmelige agenter. Og I er i knibe!

I er fanget bag fjendens linjer. Nazisterne har fundet ud af, at I har hjulpet den danske modstandsbevægelse med alt fra sabotage til at bringe hemmelige beskeder ind og ud af Danmark. Jeres eneste mulighed er at flygte til Sverige og herfra komme videre til England.

Escape game

I får en ledetråd, som kan føre jer til den første kode. Som hemmelig agent skal I kunne holde hovedet koldt. Vil det lykkedes for jer at flygte?

Prøv også at lave falske identitetspapirer og klæd jer ud som hemmelige agenter. Prøv kræfter med den udendørs forhindringsbane, hvor I kan træne til at blive faldskærmsagenter. Det kræver balance og mod. Måske kilder det lidt i maven, når I kravler til tops.

Prøv ’Bliv en hemmelig agent’ lørdag den 16. maj mellem klokken 10.30 og 14.30 på Slagelse Museum, Bredegade 11A, Slagelse.

Børn skal være ifølge med deltagende voksen. Tilmelding er ikke nødvendigt. Det er gratis at deltage, når entrebillet er betalt. Børn under 18 år har altid gratis entre.

 

Agent skole på Slagelse Museum. Foto: Museum Vestsjælland