Spread the love

Pandekager, grillmad og mysterybox-konkurrence er på programmet, når Kokke- og Tjenerskolen, ZBC i Slagelse inviterer børn og unge mellem 10 og 17 år til “Gå til Masterchef” i uge 32.

Der bliver både varme pander, nye smage og gang i køkkenet, når Kokke- og Tjenerskolen på ZBC i Slagelse åbner dørene for “Gå til Masterchef” fra mandag den 3. august til fredag den 7. august 2026.

Forløbet er for unge mellem 10 og 17 år, der har lyst til at bruge en uge af sommerferien på madlavning, sjove aktiviteter og måske også nye venskaber. Her får de mulighed for at prøve kræfter med flere sider af kokke- og tjenerfaget i køkkenet på ZBC i Slagelse.

I løbet af ugen skal deltagerne blandt andet bage pandekager, flambere crêpes suzette og udfordre deres køkkenfærdigheder i en mysterybox-konkurrence. De skal også lave grillmad med hjemmelavede saucer og olier, pynte op i restauranten og prøve kræfter med mocktails og sabling af bobler.

Ugen slutter med diplomer og medaljer, når deltagerne runder forløbet af sammen med de nye venner, de har mødt undervejs.

Der er begrænsede pladser. Tilmeld dig på zbc.dk

Foto: ABW

Dato: 03-08-2026
Sted: ZBC Slagelse