Hæren og Søværnet besøgte Teknisk Gymnasium for at hilse på de første otte gymnasieelever, der er startet på den nye forsvarslinje på HTX. Linjen kombinerer teknologi, samarbejde og militær indsigt – og er udviklet i samarbejde med Forsvaret.
Otte HTX-elever blev mandag formiddag mødt af to gæster i uniformer og en i civilt tøj, da repræsentanter fra Forsvaret, Magnus Rievers, Elisabeth Madsen og Morten Runberg, gæstede ZBC for at møde de første elever på den nye forsvarslinje på HTX. Linjen er målrettet unge, der interesserer sig for teknologi, ledelse og samfundets sikkerhed – og som vil arbejde med virkelighedsnære problemstillinger fra Forsvarets verden.
– Det er en særlig dag. Vi skyder et nyt kapitel i gang med elever, der får mulighed for at koble gymnasiets faglighed med konkrete opgaver og samarbejde med Forsvaret, siger uddannelsesleder Mads Munkholm Teglskov fra ZBC Slagelse.
De første elever på forsvarslinjen
De otte elever, der er startet på linjen, er de første i landet til at tage den nye studieretning. Forsvarseleverne har et særligt fokus på teknologi, samarbejde og militær forståelse.
– Det er en ret relevant uddannelse set med nutidens øjne, den har fokus på cybersikkerhed, militær teknologi og klima, fortæller Gustav Munthe Dahl, en af de første gymnasieelever på linjen.
Medstuderende Jamie Dandanell er enig:
– Det er moderne forsvar på HTX. Jeg interesserer mig meget for IT og cybersikkerhed, så jeg synes, det er spændende at få det koblet til virkelige opgaver og det, der sker i verden i dag.
Virkelighedsnær undervisning
Forsvarslinjen kombinerer Matematik A og Programmering B med emner som militær teknologi, ledelse, kommunikation og cybersikkerhed. Linjen er udviklet i samarbejde med Forsvarsakademiet, Gardehusarkasernen i Slagelse og Flådestationen i Korsør, og eleverne kommer til at besøge begge steder i løbet af deres første skoleår.
– Jeg glæder mig især til at komme ud og se, hvordan tingene foregår i virkeligheden – især på flådestationen. Jeg har aldrig prøvet at være på en militær base før, så det bliver spændende, siger Jamie Dandanell.
– Jeg er også meget nysgerrig på, hvordan Forsvaret arbejder i praksis, og hvordan det hele er struktureret, tilføjer Gustav Munthe Dahl.
En mulig vej til fremtiden
For eleverne er forsvarslinjen ikke kun et spændende studievalg, men måske også en dør til en fremtidig karriere i Forsvaret.
– Jeg tænker helt sikkert, at det her kan få mig til at overveje Forsvaret som karrierevej. Det giver et godt indblik og gør det meget mere interessant, siger Gustav Munthe Dahl.
– Jeg vil helt klart gerne arbejde med cybersikkerhed. Det har altid interesseret mig, og her får vi lov til at arbejde med noget, der føles virkeligt og aktuelt, siger Jamie Dandanell.
Et møde mellem skole og forsvar
Besøget i dag markerede officielt starten på linjen, og for Forsvaret var det en mulighed for at møde de unge, der i fremtiden kan blive en del af Danmarks forsvar og sikkerhed.
ZBC’s nye forsvarslinje på HTX er et eksempel på, hvordan uddannelse og virkelighed kan kobles tæt sammen – hvor klasselokalet bliver klogere af virkeligheden, og virkeligheden klogere af klasselokalet.




























